Nicholas Nickleby (2002)

I den helt rigtige Charles Dickens-ånd leveres her en i ordets bedste forstand sød filmatisering: "Nicholas Nickleby" er et velspillet melodrama, der i sidste ende lægger op til feelgood.

Unge drømme
19-årige Nicholas har mistet sin elskede far og er nu manden i huset, men penge er der ikke mange af, og hans stenrige onkel er en ondsindet spekulant, der hurtigt skal sætte en kæp i hjulet for unge drømme.

Det gode og det onde
Men Nicholas er ikke til at stoppe. Han har en jernvilje og en knivskarp evne til at se ondskabens og godhedens sammenhænge og modsigelser.

Veloplagte skuespillere
Filmen er først og fremmest vellykket på grund af sine særdeles veloplagte voksenskuespillere: Christopher Plummer er vidunderlig som den iskolde onkel med en godt gemt flig af empati.

Humoristisk-energisk
Jim Broadbent præsterer humoristisk-energisk som den sadistisk enøjede skolemester, mens Tom Courtenay er rørende som den nervøst empatiske meddeler, der giver Nickleby chancen for at finde sine egne ben. Der er knap så sprød energi i Charlie Hunnams hovedrollepræstation, ligesom Jamie Bell er mere nuttet end funklende som den kuede Smike.

Intakt intensitet
Tendenser til det sødladne holder filmen fra en egentlig rammespængning, men intensiteten er intakt hele vejen i mål, fulgt af sød musik og hjerter i brand.