Her (2013)

Fremtidens teknologiske udfordringer og deres samfundsmæssige betydning udgør i stigende grad en inspirationskilde for litteratur og på film, således også i denne forventeligt skæve Spike Jonze-film.

Nærhedsforskrækkelse
Det er historien om Theodore, der arbejder på et bureau med speciale i at skrive folks personlige breve – så de ikke selv behøver at forholde sig til nærhed.

Teknologisk dominans
Nærhed er der heller ikke meget af i Theodores eget liv. Han er ensom og ligesom de fleste andre indfanget af den moderne verdens teknologiske dominans, der i denne fremtid er meget udpræget.

Personligt styresystem
Men så lanceres et nyt styresystem, der er designet til at tilfredsstille brugerens behov på en meget personlig måde, i dette tilfælde med en forudseende og forstående (hæs og ung) kvindestemme som formidler.

Ultimativt scoretrick
Den hæse kvinde kalder sig Samantha, og Theodore bliver hurtigt fascineret af ”hendes” vid og bid – hun kan jo immervæk regne livets sammenhænge ud på en tusindedel af et sekund, og det er da det ultimative scoretrick...

Stemme med humor
Humor har stemmen også, i det hele taget er Theodore efterhånden skudt i Samantha og erfarer da også fra nogle af sine få virkelige bekendte, at forhold styresystemer og mennesker imellem er ved at være en trend.

Højtravende humanisme
I sine forudsigelser og fortolkninger af den moderne verdens ensrettede kurs væk fra nærhed har ”Her” en god pointe. Problemet er bare, at begivenhederne drejer mere mod en højtravende humanisme, end sundt er.

Etisk dikterende
Det kommer til udtryk i Spike Jonzes alt for etisk dikterende historie: Han vil hellere indramme skræmmebilledet til skræk og advarsel end overlade perspektiverne til tilskueren selv.

Ingen energi
Det efterlader svære arbejdsbetingelser for en ellers bravt kæmpende Joaquin Phoenix. Filmens drejninger mod det melodramatiserede overdrev overlader nemlig ingen energi til personlig prægning.

Indebrændt med potentiale
Virtuel energi er der til gengæld masser af: De meget lange samtaler mellem stemme og ensom, indebrændt mand med potentiale udgør jo filmens substans.

Sødladen musik
Den sødladne musik af Arcade Fire understreger i stigende grad filmens manglende jordforbindelse: ”Her” havner i langt højere luftlag, end man umiddelbart forestiller sig, det er hensigten.