Tiger King (2020)

Bedre end reality tv, hvis det da ikke ER reality, vi her bevidner? På mange måder er "Tiger King" semi-dokumentarisk fiktion, eller også er det omvendt. Fascinerende er det i hvert fald, når vi møder både tigerkongen selv, hans "konkurrent" og læremester, hans dyrevelfærds-trussel og alle dem midt imellem.

Syv episoders dokusæbe

For hvis man troede, man havde set alt - både tv, typer og reality, kan man godt tro om igen. Netflix' syv episoder lange dokusæbe centrerer sig særligt om zoo-ejeren Joe Exotic, der har haft tigre som kæledyr det meste af sit liv.

En broget sag med mange sider

Det er én side af en broget sag. En anden er, at Joe er eksplicit (og manieret) homoseksuel med en forkærlighed for unge mænd (som ikke er homoseksuelle, men som hellere end gerne giver lidt af sig selv for at være tæt på den legendariske Exotic-type).

Tiltagende krimi-agtig

En tredje - og i tiltagende grad krimi-agtig - side af sagen er Exotics hadefulde forhold til dyrevelfærdsforkæmperen Carole Baskin. Det bliver efterhånden mere end tydeligt, at han gerne ser hende død og begravet. For Joe Exotic er ikke en type, der lægger fingrene imellem - heraf også produktet "Tiger King"s høje underholdningsværdi.

Dyrevelfærden i baggrunden

Hvis man skal kritisere tv-dokumentaren for noget centralt, må det være, at dyrevelfærd og i særdeleshed tigervelfærd drukner helt og holdent i typegalleriet og deres intriger. Det er ganske vist vældig farverigt og underholdende, men hvad med den stribede tigermis og alle dens venner?

En farce

Samtidig udvikler affæren sig i tiltagende grad til en farce, hvor man godt kunne have forestillet sig scenariet præsenteret over 2-3 episoder færre - og sådan helt generelt betragtet også meget gerne med mindre underlægningsmusik.