Spurve under Taget (1944)

Charles Tharnæs instruerede mellem 1944-1950 fem spillefilm, og der er bred enighed om, at "Spurve under Taget" er den allermest vellykkede. Der er tale om et hverdagsdrama, og vi er betagende langt fra folke- og lystspilskomedierne. Det er en film, der emmer af indlevelse og nerve - og som er fremragende spillet.

I en kvistlejlighed i København

Karin Nellemoses Mathilde bor alene med sin et år gamle datter i en kvistlejlighed i København. Den mand, hun fik barnet med, er taget til søs, og nu må hun lide med nedladende bemærkninger helt i tidens ånd. Det hjælper ikke på situationen, at gårdens skidte karl, John Prices Arthur, opdigter yderligere fornedrende historier om hende.

På tværs af teglsten

I kvistlejligheden lige overfor bor Ebbe Rodes Carl Hansen. Han har et godt øje til Mathilde og indleder flirtseancer på tværs af teglstenene. Men Mathilde er ikke sådan at score - hun passer ekstra godt på sig selv og sin lille datter og vil ikke bringes yderligere i vanære og uføre.

Et hjerte af guld

Det hindrer dog ikke Carl i at klø på. Samtidig har Mathilde en rigtig god ven og mæcen i sin livskloge arbejdsgiver, Rasmus Christiansens blomsterhandler Sommerkjær. Godt nok skal han lige have sagernes tilstand skåret ud i pap, men han ejer et hjerte af gulde, og det får Mathilde at mærke.

Udpræget melankolsk

Filmen er udpræget melankolsk i både spil og stil, og det lykkes flot for Tharnæs at binde skæbner og stemninger sammen, så intet fremstår hverken prætentiøst eller usandsynligt. Særligt i samspillet mellem Rode og Nellemose står filmens tid stille: Det er et studie i vidunderlig indlevelse i tålmodighedens og kærlighedens anatomier.

Rift om de skønne præstationer

Men også på birollesiden er der rift om de skønne præstationer: Rasmus Christiansen er herlig (og nærmest nuttet) som blomsterhandleren. John Price stråler i sin underspillet sleske portsheik-rolle, Valemar Møller viser overbevisende, hvordan hans sure hr. Olsen kan vende på en tallerken - fra at være nedladende og kommanderende til totalt underdanig. Og en meget ung Helle Virker gør en smuk entré som den uskyldigt charmerende Solvej.

Ambitiøs fotografering

Filmens kulisser er enkle, men virkningsfulde: Slidte, gamle københavnergårde og opgange - samt det fine kig mellem kvistlejlighederne. Selvom broderparten af filmen er optaget i studie, bliver "Spurve under Taget" aldrig hverken visuelt kedelig eller teatralsk. Hertil er Aage Wiltrups fotografering også alt for ambitiøs (i positiv forstand). Emil Reesens musik er behageligt tilbagetrukket.