Kyrkoherden (1970)

Længe før Viagra var det ekstra morsomt at fabulere over mange mænds våde, men samtidig smertefuldt effektuerede drøm - evig ståpik. Det er hvad Jarl Borsséns landsbypræst får, da han ankommer til sit nye embede. Og at det er en forbandelse er ganske vist - en sådan blev han nemlig lovet af en heks, han lod gå op i flammer.

Belastende stådreng

Det er selvfølgelig ekstra belastende for et rettroende præst konstant at have jern på - ikke mindst fordi landsbyen er befolket stort set udelukkende af unge skønjomfruer, der er kronisk liderlige og konstant byder sig til ved at løfte op og ned i skørterne og blotte både nedre- og overregionelle fristelser.

Ikke modstå presset

Snart kan præsten ikke modstå presset, og kvinderne står i kø ved hans karlekammerseng: De får sig en omgang kæp, og her er det så meget belejligt, at samtlige kvinder i landsbyen er bundløse. Det er med andre ikke nødvendigt at krænge mammut-underbukser og mamelukker af. Men hvad skal det ikke ende med for vores stakkels præst? Vi lader svaret stå.

Nydeligt produceret

"Kyrkoherden" er et nydeligt produceret og fotograferet svensk kostumedrama (handlingen er henlagt til engang i det tidlige 1800-tal). Særligt i starten er filmoplevelsen præget af elegance og er samtidig helt hæderligt fortalt - uden alt for meget farcepræg.

Tissemands-fokus

Men det ændrer sig radikalt, i takt med at tissemands-fokus tager fuldstændig over. Nu kører tingene i ring, og antydningens bollekunst bliver meget hurtigt plat. Helt slemt bliver det, da Dirch Passer og Louis Miehe-Renard entrer scenen helt til sidst i herlighederne.

Misbrugt Dirch

Det er ellers Dirch, som den danske markedsføring af filmen slår sig helt og holdent op på. Han er på i måske to minutter og i en helt horribelt tumpet-idiotisk birolle som Bartolomeus med evner udi "tryllemiksturer", assisteret af en mindst ligeså misbrugt Miehe-Renard (der i øvrigt er krediteret som Louise Miehe-Renard!)

En formildende omstændighed

Annegrete Nissen (der var star i Uden en trævl (1968)) er filmens tredje danske indspark, og hun får endnu engang lejlighed til at smide alle kludene. Mere spidsfindigt - og en formildende omstændighed - er Cornelis Vreeswijks optræden som syngende intermezzo-guitarist: Hans små, finurlige sange binder handlingen sammen. Herudover er der så alt rigelig "porno"-underlægningsmusik i store dele af filmen.