Lev Livet let (1944)

    En nyansat ung kontorpige er underlagt chefens dameglæde og irettesættelser, men møder også altmuligmanden, der gerne vil være privatdetektiv.


    REVYMANDENS SLAGFÆRDIGHEDER

    Stig Lommer - Danmarks datidige revykonge - instruerede tre spillefilm, og "Lev Livet let" var i krigsåret 1944 hans debut i dét fag. Det slipper han bestemt hæderligt fra, for filmen er båret af glimt i øje, spil og dialog - og så betyder det mindre, at plottet er på mere gyngende grund end en mose i løbetid.

     

    Lily Brobergs debut

    Lily Broberg får her sin debut (ganske overbevisende i øvrigt) og udfylder en tidstypisk "lillepige"-rolle som den mandsbeundrede og til dels også mandsdominerede unge Grete Hansen. Hun søger job på Morgenbladet og får det, bl.a. fordi hun har lært, hvordan man skal sno sig mellem mænd.

     

    Slesk intimiderende

    Men i mødet med Per Buckhøjs slesk intimiderende personalechef Vilmer får Grete sig alligevel lidt af et chok. Han er trussetyv mere end noget andet og lægger i skjul på sin antipati mod hende, da hun brænder ham af på den første date.

     

    Smittende ægte humør

    Heldigvis er der også søde og djærve folk i redaktionen, herunder den spradebassede stikirend-"dreng" Bob (50-årige Chr. Arhoff), der dybest set helst vil være privatdetektiv, samt Carl Fischers prokurist Thorvald Back (i filmens mest hjertelige birollepræstation: Sikken et smittende ægte humør.)

     

    Deciderede farceløjer

    Herfra løber løjerne i flere retninger, og der bliver bl.a. plads til deciderede falde-på-halen-farceløjer, da Grete og Bob er på "hemmelig mission" i Palle Kjærulff-Schmidt og Vera Gebuhrs lejlighed sent på aftenen. Serveret ikke uden tæft, men gabende forudsigeligt.

     

    Frejdig åbning

    "Lev Livet let" åbner i øvrigt frisk og frejdigt: Filmens stjerner foran og bag kameraet præsenteres ved, at de kommer hen imod selvsamme films gallapremierebiograf. Med fans og autografjægere ud over det hele. Meget metafilmagtigt og egentlig ret livgivende.

     

    På jagt efter anerkendelse

    Der levnes (selvfølgelig) plads til et par langtrukne sangnumre. Mest underholdende udi de musikalske islæt er møderne med Erika Voigts selvhøjtidelige (og jævnt talentløse) sangerinde, der gerne skråler mod himlen i sin evige jagt efter snobbet anerkendelse.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024