Det kære København (1944)

    En overretssagfører elsker det fede københavnerliv, mens hans sporty datter ihærdigt forsøger at score den lidt kejtede direktør Hovborg.


    OVERFLOD I KRIGSTID

    Energisk sprudlende folkekomedie - optaget i trange tider under besættelsen i 1943 - og af samme grund så meget desto mere påfaldende i sit overflødighedshorn af fortællelyst i en verden præget af luksus. Men det var der også brug for, så man kunne drømme sig væk i svære tider.

     

    Det fede københavnerliv

    Johannes Meyers overretssagfører Cornelius Alexander Thorsen lever der fede københavnerliv og er højt elsket, ikke mindst af datteren, Erni Arnesons Else. Hun forsøger ihærdigt at score Gunnar Laurings noget kejtede direktørtype Mads Hovborg. Og der er ikke noget, han heller vil: Scores, altså. Problemet er bare, at han har let ved at gøre i nælderne, og så spiller Else kostbar.

     

    Urklassiske romantik- og komedieintriger

    Med sin blot timelange spilletid og urklassiske romantik- og komedieintriger kunne man frygte, at "Det kære København" var en fis i en hornlygte. Men lagt i hænderne på den altid duelige iscenesætter Svend Methling tilføres filmen al mulig energi og overskud, som man ellers ville have svært ved at få øje på ved blot at skue hunden på hårene.

     

    Klassisk brovtende Meyer

    Johannes Meyer er rigtig i sit es i en klassisk brovtende, jovial og lidt distræt hovedrolle. Bedst er han i filmens første halvdel, hvor historien endnu har en vis charme. Mere udvandet bliver filmen i sidste halvdel, og heraf følger også skuespilskvaliteter i en nedadgående kurve.

     

    Herligt udadvendt

    Skidt bliver det dog aldrig, og man glæder sig også over en herligt udadvendt, positiv og smilende Erni Arneson, hvorimod Gunnar Laurings førsteelekser-direktør drukner noget i tynde replikker og intriger. De fleste små biroller falder naturligt, men overfladisk ind i den tilsvarende flyvske handling.

     

    Reel swing

    Sven Gyldmarks musik er reel swing med et fascinerende hovedtema. Desværre er der meget få udendørsoptagelser af det kære København - vi ser nærmest kun et sneklædt Gammel Strand i filmens begyndelse, resten er studieoptagelser.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024