Smedestræde 4 (1950)

Ganske fermt sammenstrikket dansk krimi anno 1950, om end en kende stiv i betrækket og stort set udelukkende optaget i studie. Ikke meget kommer som deciderede overraskelser, men "Smedestræde 4" rummer alligevel film noir-atmosfære og en ret fint ramt bittersød stemning.

Smith, Bang og Holm på bar bund

Kriminalbetjentene Smith, Bang og Holm kommer på en svær opgave, da de bliver kaldt ud til et mord i københavnersidegaden Smedestræde. Ganske vist kan Liva Weels vicevært fru Olsen aflægge en smule vidneforklaring, men opklaringen af sagen er alligevel ved at gå i hårdknude.

Hvem er morderen?

Vi følger også det unge cykelbud Poul Andersen, der som en kærlighedsgestus til grønthandler-ekspeditricen Elsebeth gerne rykker ud og giver den sleske Carl Thomsen en overhaling. Thomsen lægger nemlig an på Elsebeth - og det er ikke gengældt. Meget går galt, men det skal ikke afsløres, hvem, der får dårlig samvittighed eller hvem, man tror, der er morderen.

Kulissefilm med stort k

"Smedestræde 4" er en kulissefilm med stort k, og København er i og for sig imponerende detaljeret bygget op med gader, stræder, fortove og butikker. Det klinger dog hurtigt hult (lyden af fodtøj på billige træplader), og rigtig meget af intensitetet går fløjten i kraft af de manglende udendørsoptagelser.

Stemningsmættet fotografering

Når det så er sagt, vinder filmen meget terræn på Henning Kristiansen og Einar Olsens stemningsmættede sort/hvide fotografering, der er fyldt med film noir-lyssætninger og kreative kamerabevægelser. Herudover hæfter man sig især ved to glimrende birollepræstationer.

Elegant underspillet

Liva Weel er elegant underspillet som viceværtinden fru Olsen. Det lykkes Weel at få rigtig meget ud af en ganske beskeden birolle. Olaf Ussing er tilsvarende glimrende som Sprit-Ole, der med sammenknebne øjne og hæs stemme forhutler sig gennem tilværelsen.

Ambitiøse toner

Kjeld Petersen har en for ham ganske atypisk rolle, mens Jørn Jeppesen - igen igen - spiller slesk, nedladende og sexistisk dumt svin (igen med en vis tæft!) Musikken er af den klassiske komponist Svend S. Schultz, og man bemærker fra start de ambitiøse toner, der dog er alt for voldsomme i filmens sammenhæng.