Wind River (2017)

    En rovdyrjæger i vildmarken får et bijob, da han opfordres til at assistere en FBI-kvinde i efterforskningen af mordet på en teenager.


    TAMME VINTERVINDE

    Bemærkelseværdigt forudsigeligt vildmarkskriminaldrama, der ellers gør en dyd ud af at slå sig op på lige dele mystik og rå mordgåde. "Wind River" foregår mestendels i sneklædte bjerglandskaber, og det er absolut et (visuelt) plaster på såret i en filmoplevelse, der ellers er præget af doven overfotælling.

     

    Rovdyr i søgeren

    Jeremy Renners Cory Lambert jager rovdyr mellem bjergene, og det får vo prøver på allerede i filmens anslag, hvor et kuld ulve lærer det på den hårde måde. Men Lambert får snart en helt anden type vilddyr i søgeren - han bliver nemlig af FBI-agenten Jane Banner opfordret til at assistere i efterforskningen af mordet på en teenagepige. Snart er det umage par på togt efter spor i sneen, der med lidt held kan lede dem i retning af en opklaring. 

     

    Form over indhold

    Helt fra filmens spæde begyndelse mærker man, at der er noget i gærde: Fortællestilen er langt mere fokuseret på formen end på indholdet. Det kommer ikke mindst til udtryk i den særdeles kvælende brug af underlægningsmusik, der ikke efterlader mange smukke naturscener eller betændte potentiel-morder-intimiteter til tilskuerens egen fantasi og fortolkning.

     

    Vulgært generende

    Det er vulgært generende for filmoplevelsen og har en klart afsmittende effekt på perceptionen af den (potentielt) meget smittende-betændte historie. Så forekommer Ben Richardsons smukke naturfotografering nærmest omsonst, og skuespillernes glimtvis fine bestræbelser på indlevelse drukner ligeledes. Dog hæfter man sig ved et afdæmpet og raffineret samspil mellem Jeremy Renner og Elizabeth Olsen, ligesom Graham Greene har udmærkede scener som den lokale politimand Ben.



    Anmeldt i 2020 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2017, Storbritannien, Canada, USA, Drama, Krimi, Mystik, 107 min.

    Dansk titel: Wind River
    Instr: Taylor Sheridan Prod: Elizabeth A. Bell, Peter Berg, Matthew George, Basil Iwanyk, Wayne L. Rogers Manus: Taylor Sheridan Foto: Ben Richardson Klip: Gary Roach Mus: Nick Cave; Warren Ellis
    Priser
    • CAN - Un certain regard, Best Director
    • CAN-N - Golden Camera-nominering
    • CAN-N - Un certain regard-nominering (Sheridan)