The Revenant (2015)

Kompromisløs og stort set fejlfri maraton-vildmarksspænding: I al sin voluminøse enkelhed er "The Revenant" en påmindelse om, at livet kan andet og mere end den blotte trummerum, og filmproduktet trækker tråde af eftertanke, selvom kamp/flugt/hævn-temaet ikke umiddelbart syner af meget.

Overlevelses-determination

Leonardo DiCaprio er for alvor på rette spor igen med sin overvældende kraftfulde hovedrollepræstation som pelsjægeren Hugh Glass. Fortjent Oscar-belønnet, må man sige - i en rolle, der ikke kun kræver hævntørst, men i dén grad også (i krop og sjæl) overlevelses-determination på umulige vilkår.

Mutters alene i vildmarken

Glass efterlades i den sneklædte vildmark engang i 1820'erne. Han har netop haft et møde med en meget lidt venligt stemt bjørn, og det efterlader ham i en særdeles sørgelig forfatning. Og da holdet af pelsjægere i forvejen har taget benene på nakken, fordi de har blodtørstige indianere i hælene, ender det med, at Glass efterlades mutters alene.

Mod alle odds

Mod alle odds kæmper Glass sig langsomt tilbage i livet: Han har et tungt udestående med Tom Hardys Fitzgerald - spørgsmålet er, om vildmarken og dens farer alligevel er for stor en mundfuld for et halvspist bjørnemåltid, der til at begynde med ikke engang kan stå på benene...

Grafisk vold

"The Revenant" er grafisk i sin vold - både den fysiske, og for så vidt også den psykiske. Stemningerne er særdeles mættede og til at skære ud i tykke skiver, og som tilskuer lever man sig helt ind i Glass' prøvelser.

Magisk og æggende

Det skyldes ikke kun DiCaprios stjernepræstation, men i meget høj grad også Emmanuel Lubezkis Oscar-belønnede fotografering. Særligt i de små perspektiverende pauser i den tungt ladede handling står billederne magisk og æggende - den vilde natur og dens skiftende luner går under huden, så man taber mælet. Fænomenalt.

Dybeste ægthed

Når lyd og billeder smelter sammen i dybeste ægthed, er filmoplevelsen uafrystelig. Og der er heldigvis mange oaser, hvor den særprægede underlægningsmusik er helt udeladt. Desværre bliver der mere og mere af den, efterhånden som filmen skrider frem, og det trækker ned.

Klemt mellem flere negle

Blandt birollerne imponerer særligt Domhall Gleeson som kaptajnen Andrew Henry, der må tage affære, da sandhederne går op for ham - samt Will Poulter som pelsjægerholdets yngling Bridger, der bliver klemt mellem flere negle. Tom Hardys skurkepræstation er fin, men ikke uden en tendens til det lidt for overspillede.