Kuryer (1986)

Med pletvis kitschet 80'er-synthesizer-underlægningsmusik er baggrundsstemningen sikret i dette sen-sovjetiske, komisk funderede drama om ung rastløshed. Instruktør og co-manusforfatter Karen Shakhbazarov indrammer på finurlig vis en tid og æra, der få år senere skulle være forbi for altid.

I limbo

17-årige Ivan Miroshnikov har kun et par år tilbage før den uundgåelige indkaldelse til militæret. Og disse år kan han jo ligeså godt bruge på at "fjumre". Måske er det bevidst, at han dumper optagelsesprøven til universitetet. I virkeligheden virker det som om, han meget hellere vil spille guitar og omgås den jævnaldrende Katya.

Et kærligheds-intermezzo?

Ivan bor alene med sin fraskilte mor og arbejder som bud på en større avis. Det er igennem dette arbejde, at han møder Katya - men er han ude efter et kærlighedsintermezzo, eller er Katya blot endnu en flugt fra virkeligheden?

Næsvis-rebelsk teenager

Meget af fremdriften i "Kuryer" er bundet op om Ivans næsvist-rebelske personlighed. Han er fræk som en slagterhund, svarer igen og har en mening om mange ting, uden at have ret meget at have det i. Denne personlighed udnytter filmen som springbræt til at ætse det sovjetrussiske hverdagssamfund anno 1986.

Rastløs hverdag

For dybest set er der ikke meget spænding over Ivans rastløse hverdag - og det er svært for ham at opfinde den. Stimulanserne er få, og de voksne er nogle klaphatte (selvom flere af de frustrerede midaldrende kvinder lyser tydeligt seksuelt op, når de ser den glatkindede teenager). Ivan kan være et kærkomment afbræk fra den triste hverdag. Når alt kommer til alt er han jo sød og uspoletet, til trods for den aparte facon.

Fine perspektiver

Fine perspektiver på den handlingsmæssige "stilstand" opnås gennem talrige location-optagelser, der vækker Sovjetrusland til live. Og så lever filmen højt på en blændende hovedrollepræstation af Fyodor Dunayevsky i rollen som knægten, der i al stilhed er i oprør i sin limbo-tilstand.