Tentacoli (1977)

Ekstraordinært vattet gyser-eventyr - i slipstrømmen af Spielbergs succesfilm Jaws (1975). Den rent italiensk producerede "Tantacoli", der på dansk fik titlen "Kæmpeblæksprutten", er rent ud sagt en gang udtværet nonsens. som det er meget svært at se charmen eller berettigelsen i. Den største underholdningsværdi ligger i at betragte de - sagesløse - amerikanske skuespillere. Filmen er optaget i Californien.

8-armet fætter på spil

John Hustons opdagertype Ned Turner kommer på lidt af en opgave, da han skal sørge for at få skovlen under en muteret kæmpeblæksprutte. Den 8-armede fætter holder sig nemlig ikke tilbage, når den skal have slukket frokostsulten. Uden at blinke æder den store som små mennesker, alt fra børn til fedtbjerge, og spørgsmålet er, hvordan man i virkeligheden får sat en stopper for denne hærgen...

Ufrivilligt urkomisk

Det ekstraordinært ufrivilligt urkomiske ved filmoplevelsen er, at man aldrig ser en muteret kæmpeblæksprutte. Ind imelem forsøger man sig med (dele af) en rigtig kæmpeblæksprutte, men man har ikke skabt et reelt skræmmende monster - og det er udelukkende effekterne udenom (særligt den anmassende underlægningsmusik), der skaber "spændingen".

Skraber (hav)bunden

Men det er ikke det eneste håbløse ved "Tentacoli". De kendte skuespillere, der er hyret ind til lejligheden, falder frygteligt til jorden - eller snarere havbunden - i en instruktion, der er ikke-tilstedeværende. Helt håbløs bliver Shelley Winters, da hun i en jammerligt ringe krydsklippet/stillbillede-belemret sekvens skal forestille at være bekymret mor med sønnike som muligt blækmonsteroffer.

Pæne totalbilleder

Der er pæne totalbilleder i Roberto D'Ettore Piazzolis fotografering. Men det er også de eneste "superlativer", man kan ryste ud af ærmet i en filmoplevelse, der skraber havbunden med ødelæggende effekt.