Seconds (1966)

Science fiction-genren kommer i mange afskygninger. John Frankenheimers "Seconds" opfylder mere genresubtile behov end den klassiske genredefinition lægger op til. Således er der hverken mærkelige væsner eller dimensioner, og filmen er snarere et etisk perspektiveret syn på menneskeheden og dén udødelighed eller foryngelselse, som handlingen kredser om.

Gnisten er tabt

John Randolphs Arthur Hamilton er en livstræt bankmand, der også har mistet gnisten i sit ægteskab. Snart befinder han sig i en obskur situation, der giver ham mulighed for at ændre fremtræden og identitet. Det åbner selvsagt mange nye muligheder, men sætter samtidig bankmanden i en række etiske dilemmaer, der rækker langt ud over, hvad han havde forestillet sig.

Et nyt liv

Da han vågner op som Antiochus Wilson (og nu har taget form som Rock Hudson) er en af gevinsterne, at han vækker fornyet interesse hos unge kvinder. Spørgsmålet er, om Mr. Wilson kan klare sit nye liv, eller om det alligevel var lige tanden for meget at gabe over: Der er jo ingen vej tilbage.

Paranoiaen stortrives

"Seconds" er den sidste film i Frankenheimers noget uofficielle "paranoia-trilogi", hvor forløberne var "The Manchurian Candidate" (1962) og "Seven Days in May (1964). Paranoiaen stortrives i hvert fald - eksemplarisk visualiseret i James Wong Howes Oscar-nominerede og eksperimenterende sort/hvide fotografering.

Absurde scener

De ofte absurde scener virker nærmest Kafka'ske i deres vanvid og mareridtspræg, og her overrasker Rock Hudson positivt i en krævende rolle som transformeret, tidligere forsagt (nu stud) bankmand på en svær opgave. John Randolph er fænomenal og filmens klart bedste spiller - han optræder i filmens begyndelse som bankmanden, der træffer den vanskelige beslutning.

Minimalistisk underlægning

Jerry Goldsmith leverer her (som til flere af Frankenheimers øvrige film) en fascinerende minimalistisk underlægningsmusik, der tilpas underspillet lægger op til filmens aparte stemninger.