The Irishman (2019)

Martin Scorsese vender her tilbage til den helt rette sti og drejer en over tre timer lang storfilm om et af sine foretrukne temaer: Mafiaen. Varigheden mærker man næppe, for "The Irishman" er hypnotiserende stærk filmkunst.

Kræs for  valutaen

Tilskueren får virkelig kræs for valutaen i en filmproduktion uden kompromiser. Netop ved at gøre "The Irishman" til en Netflix-produktion sikrede Scorsese sig helt frie tøjler, og det har - trods filmens korte tid i biograferne - virkelig været et frugtbart valgt.

Blændende skuespil

Filmens allerstærkeste trumfkort er dog det blændende skuespil fra et helt orkester af store stjerner. Først og fremmest med både Robert De Niro og Al Pacino i absolut topform, men ligeså meget Joe Pescis spektakulære genkomst (han skulle lokkes til at tage rollen efter 10 år på pension.)

I good standing

Det er særligt omkring d'herrers mafia-trekløver, at handlingen udspiller sig. De Niros Irishman tilbage på sine år som håndlanger, bl.a. hvordan han blev gode venner med Pacinos Hoffa og kom i good standing hos Joe Pescis mafiaboss Russell Bufalino.

Det store overblik

Teknisk viser Scorsese endnu engang det store overblik over en storproduktion, og der er ikke sat en blomsterkrukke forkert i det fænomenalt koreograferede tidsbilllede af dekaders mafialiv i USA. Samtidig fungerer foryngelsen af vores stjerner (på grund af tilbageblik fra alderdommen) overraskende troværdigt.

Kompleks enkelhed

Således er "The Irishman" i al sin komplekse enkelthed både forførende og hypnotiserende - sidstnævnte særligt som følge af skuespillernes æggende storhed, som de spiller hinanden glohede.

Pop-evergreens

Musikunderlægningen er udtalt - mest markant (og anmassende) er de tidstypiske og tilsvarende tiltænkt stemningsskabende pop-evergreens. I helhedens storhed fungerer tonerne dog nogenlunde universelt troværdigt, fordi de aldrig bliver decideret udspartlende.