The Killers (1964)

    To professionelle lejemordere er på jagt efter både ofre og sandheden i en betændt affære, der involverer en sej racerkører og hans dame.


    SØMMET I BUND

    Don Siegels genindspilning af Robert Siodmaks "The Killers" fra 1946 er baseret på samme novelle af Ernest Hemingway, men alligevel vendt lidt på hovedet. Nu får vi nemlig historien fra skurkenes synsvinkel. Og Lee Marvin og Clu Gulagers professionelle lejemordertyper er bestemt ikke guds bedste børn - hvilket vi allerede mærker i det spidsfindige anslag.

     

    Ned med nakken

    Her braser gutterne ind på en anstalt for blinde uden overhovedet at vise hensyn. Deres mål: John Cassavetes' underviser Johnny North - han skal ned med nakken! Herefter får vi fortalt forhistorien i lange tilbageblik og erfarer bl.a., at Johnny North var en rigtig dygtig racerkører (hvilket bl.a. blev udnyttet af Ronald Reagans skurk Jack Browning.)

     

    Krudt i røven og æstetisk overskud

    Siegel beviser endnu engang sit fantastiske greb om krimi- og actiongenren - fortalt med krudt i røven og masser af æstetisk overskud. Samtidig er "The Killers" præget af fænomenal personinstruktion, og langt de fleste af skuespillerne boltrer sig i de farvestrålende roller. Bedst er lejemorderparret Marvin og Gulager, når de uden samvittighed maser sig frem uden at se sig tilbage.

     

    Reagans sidste film

    Men også Angie Dickinsons babe er stærk (især da han bliver presset til det yderste hen imod filmens slutning), ligesom Claude Akins er sympatisk som Earl Sylvester. Og så blev "The Killers" i øvrigt den senere præsident Ronald Reagans sidste film - det var nærmest hans eneste skurkerolle, og han skal efter sigende ikke have brudt sig om at spille den (selvom der ved gud ikke er meget ondskab i hans portræt.)

     

    Lidt for meget fyld

    Filmen bærer ind imellem præg af lidt for meget fyld - herunder ikke mindst det meget langstrakte racerløb - men overordnet betragtet oplever man herlighederne som skåret ind til benet, velafviklet og smittende i al sin umiddelbare begejstring. John Williams' underlægningsmusik er lidt for udtalt anvendt. I øvrigt blev hans toner suppleret af mere jazz'et beat under åbnings- og slutteksterne.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024