The King (2019)

Episk anlagt, men samtidig velvalgt underspillet storfilm om historie, krig og kongedømme i det 15. århundrede. Her arver Timothée Chalamets unge Hal tronen, da hans tyranniske far dør. Nu er det op til den nye konge at lægge en linje - ikke mindst i forhold til dén krig, som meget snart kommer til at rase på slagmarkerne.

Velvalgt undertænding

Hvad der holder dampen oppe i Animal Kingdom (2010)-instruktør David Michôds storfilmunivers er - udover pænt spil af særligt unge Chalamet - det nævnte undertænding. Her er epikken ikke slået stort op, kun rent visuelt. Stemningerne får (næsten) lov at tale for sig selv - hele tiden med bevidstheden om, at det hele vil kulminere på et tidspunkt, sent i filmen.

Kedeligt?

Nogle vil måske betragte "The King"s langsommelige fortællestil som kedelig, men faktisk er sneglefarten filmoplevelsens største plus. Da først vi havner i klimaks, koger safterne forventeligt over, og denne overfortællende dramaturgi havde man på forhånd forventet sig langt mere af.

Alvorens tunge åg

Alvorens tunge åg hviler over stort set hele den betændte handling, og vores helte og skurke er ikke til at lokke et smil af. Det er bare ikke let at være (kongelig) i det 15. århundrede. For at holde sagerne lidt "oppe på beatet" har man valgt at underkaste snart sagt hele handlingen en tørt intetsigende underlægningsmusik - også denne peaker, da kampene går i gang - og det er bestemt ikke kønt (komplet med grufuld "standard-korsang").

Døende konge

Chalamet får bedst modspil af Ben Mendelsohn, der flot udfylder rollen som den - snart døende - far, kong Henry IV. Robert Pattinson er desværre uden gennemslagskraft som den unge britiske konges fjende nr. 1, The Dauphin.