Riot in Cell Block 11 (1954)

Periodisk stemningsmættet, men generelt for gumpetungt/melodramatisk fængselsdrama, serveret af Don Siegel, der 25 år senere gav os den fremragende Escape From Alcatraz (1979). Ganske kort inde i handlingen går det løs med det helt store oprør - heraf filmens titel - og det fyger gennem luften med møbler, øretæver og bandeord.

Rådner op mellem murene

For de indsatte i fængslet vil have bedre forhold. De rådner op mellem murene, og ingen lytter til deres krav. Måske bliver det anderledes nu. Personalet har i hvert fald ikke andre muligheder end at indgå i forhandlinger med fangerne, for som situationen er her og nu er alt kaos.

Klassiske Siegel-dyder

Filmfotograf Russell Harlan (Lust for Life (1956), To Kill a Mockingbird (1962)) vinkler lækkert i de velovervejede lyssætninger - alt sammen klassiske Don Siegel-dyder - men den sort/hvide og film noir-præsentable fotografering kan ikke alene fortælle den gode historie.

Tung melodramatik

Man oplever hurtigt, at den potentielt fængsels-fortættede historie drejer ud ad sideveje, hvor den mister sit fokus og i stedet dyrker en uklædelig og tung melodramatik, der tangerer det socialrealistisk korrekte. Allerede før filmens anslag præsenterer en tekst på skærmen os for en amerikansk fængsels-oprørs-kontekst, og anslaget beskæftiger sig dokumentarisk med diverse fængselsoprør (baseret på oprøret i 1952 i Michigan) og en decideret oprørsbølge fra USA.

Maskulint oprør

Det er svært at blive rigtig grebet af oprøret og dets maskuline struktur og krav om forbedringer. På trods af de troværdighedsskabende optagelser på Folsomfængslet i Californien løfter "Riot in Cell Block 11" sig aldrig rigtig mod højderne, hvilket en alt for anmassende underlægningsmusik også er med til at cementere.