Dark City (1998)

Overbevisende energisk sci-fi-spænding, der ikke sætter sine dystopiske (fremtids)fantasier under en skæppe. "Dark City" vinder således på et knald-overbevisende scenografisk arbejde, men taber tilsvarende terræn på at være alt, alt for støjende – både visuelt og på lydsiden.

Sandhed søges

Da Rufus Sewells John Murdoch vågner efter en slags koma, har han glemt alt og alle. Det er selvsagt ikke nogen rar situation, og det kræver mod, mandshjerte og knubs at forsøge at finde frem til sandheder i sagen.

En aparte sag

Det bringer Murdoch tæt på den aparte videnskabsmand, Kiefer Sutherlands Dr. Schreber (der trækker vejret mellem hvert ord, han siger), og John Hurts politiopdager Frank Bumstead, der trods en veludviklet snude for detaljer ikke helt kan følge med i Murdochs aparte sag.

Fænomenal mystik

Mest originalt ved "Dark City" er netop den mørklagte by og dén fænomenale mystik, den huser. Hver dag præcis kl. 12 falder alt og alle i søvn i en periode – og denne tid udnytter en særlig slags mørkby-overmennesker til at rokere om på byen. Men Murdoch sover ikke – så han aner efterhånden uråd.

Elegant sci-fi-omgang

Man bliver grebet af den filmisk meget elegante omgang med sci-fi-temaerne, men ærgrer sig over den udtalte overfortælling, som lydsiden udgør: Konstant bragende overdrevet lyddesign med tilsvarende udspartlende musik... stort set non stop!

Hiver efter vejret

Skuespillerne trives i den skæve historie, bedst er Rufus Sewell og William Hurt, mens Kiefer Sutherland bogstavelig talt hiver efter vejret i en lidt for energisk overspillet syredoktor-rolle.