Hölmö nuori sydän (2018)

    Et meget ungt teenage-kærstepar venter barn, mens hornene forsøges løbet af. Det kan meget vel ende i flere kriser.


    UNGT PAR I KRISE

    Rå og kynisk finsk socialrealisme, når det er nærved at være allermindst poleret. Selma Vilhunens "Stupid Young Heart" giver reality-serier som "De unge mødre" baghjul ved at flette fiktion og semi-dokumentarisk stil sammen til en helhed, der overbeviser.

     

    Trøstesløst højhuskvarter

    Purunge, ca. 15-årige Lenni lider under at være lille af vækst. Han bor alene med sin mor i et trøstesløst højhuskvarter og kærester lidt rundt med den jævnaldrende Kiira. Faktisk har de to kærestet  tilpas meget, at Kiira nu venter et barn - med alle de overvejelser dét fører med sig.

     

    Store forpligtelser

    Mod alle odds beslutter de to sig for at beholde barnet. Graviditets-processen og dét at modnes mod en form for voksen fornuft vanskeliggøres af Lennis flirt med nationalsocialisme og kriminalitet. Måske bliver knægten klogere, men han har travlt: Nye og store forpligtelser banker på.

     

    Utrætteligt summende

    Med sin på én gang utrætteligt summende og stilmæssigt rodfæstede intensitet centreret om alt for tidligt forældreskab er "Stupid Young Heart" et mindeværdigt (højhus)-socialrealistisk indblik i ungdommens rutsjeture.

     

    Dybe personkarakteristikker

    Spændingskurven er lineær, men langt fra mainstream, og den omhyggelige fortællestil giver plads til dybe personkarakteristikker og flotte perspektiverende rum- og atmosfæreskud af finsk trøstesløshed. Vi er tæt på laveste kaste i samfundet, og der er langt mellem de store begavelser.

     

    Voksne uden indsigt

    I en fortælling stort set fritaget for underlægningsmusik får det unge par lov at forblive i fokus - hér meget overbevisende gestaltet af Jere Ristseppä og Rosa Honkonen. Det er ikke sådan ligetil at agere blandt voksne uden indsigt og i omgivelser, der i bedste fald oser af mangel på fremtid.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2018, Finland, Holland, Sverige, Drama, Teenagere, 102 min.

    Dansk titel: Stupid Young Heart
    Instr: Selma Vilhunen Prod: Venla Hellstedt, Elli Toivoniemi, Annemiek van der Hell Manus: Kirsikka Saari Foto: Lisabi Fridell Klip: Yva Fabricius; Michal Leszczylowski
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • BERLIN-N - Crystal Bear-nominering