The Death of Stalin (2017)

Næppe et portræt af Stalin og hans stab, der falder i russernes smag: "The Death of Stalin" tager pis på diktatoren i egen høje person – og ikke mindst på de magtfolk, der desperat forsøger at få puslespillet til at gå op efter Stalins død.

Grov i munden

Med en dialog, der gnistrer af fucks og lignende engelske bandeord (alle taler engelsk!) er filmen grov i munden fra første scene. Der lader til at være et uudtømmeligt behov for at tale grimt til og om hinanden, når man er højt på strå i Stalins stab.

Kaos

Umiddelbart efter Stalins død er det med at få styr på, hvem der skal stå i stedet for hvem – og det ender meget hurtigt i et kaos, som ikke ret mange kan finde hoved og hale i. Men det vigtigste er vel også, at den enkelte får magt... det er hvad, der stræbes efter.

Et farcepræg

Ind imellem får filmen nærmest et farcepræg, når de latterlige mænd vikler ballader mere og mere ind i hinanden. De er i hvert fald portrætteret som jævnt dumme nokkefår, inklusive Stalins umiddelbare magtovertager, Jeffrey Tambors Georgy Malenkov.

Livgivende komisk åre

Farcen kan kamme over i det decideret skingre, hvilket desværre bliver udtalt hen imod filmens slutning. Men undervejs er der bedre balance mellem det trods alt tilstræbt historisk interessante og den livgivende komiske åre og tilgang.

Fine præstationer

Særligt Jeffrey Tambor og Simon Russell Beale (som Lavrenti Beria) glimrer i deres sammensatte roller, men også Adrain McLoughlin er herlig i de få scener, hvor han får lov til at folde Stalin ud.

Inspireret leg med musikken

Christopher Willis har moret sig med at skabe en underlægning inspireret af de store russiske symfonikere – og er sluppet ganske pænt fra det. Pletvis med inddragelse af Tjajkovskijs sjette symfoni, men ellers helt fri og inspireret leg, uden at musikken stjæler filmens billede helt.