Goede buren (2019)

Meget indsigtfuld, nuanceret og oprigtig hollandsk dokumentar, der følger et par ældre mennesker og deres (manglende) pleje og omsorg i Rotterdam.

Mere socialt samvær

Efter at man i kommunen har fundet liget af en ældre kvinde, der har ligget i en lejlighed i ti år, forsøger kommunen nu i højere grad at koordinere en indsats, der skal sikre, at ingen bliver glemt fuldstændig. Ældre, der bor alene i hjemmet, skal tilses og have tilbudt mere socialt samvær.

Tæt på

Dokumentaren går tæt på følelserne, der er forbundet med at være overladt til sig selv, og er dygtig til at formidle ensomhedens jerngreb uden omsvøb. Man føler, som følge af filmens betagende enkelthed, at det er lige præcis sådan, det er at være ensom og understimuleret gammel. Sådan det er, ikke længere at kunne bevæge sig frit.

Mangel på nærvær

Manglen på nærvær som følge af begrænset tid er som bekendt udtalt i omgangen med den daglige hjemmepleje – også i Holland, og dette indfanges også meget raffineret med de ældres POV. Samtidig følger vi et par af de ildsjæle fra kommunen, der forsøger at gøre en forskel for det ældre, men batter det overhovedet noget?

Betagende rolig

Fortalt i et betagende roligt tempo, der tager sig tid til netop at betragte tiden (som de ældre har for meget af) – og i denne sammenhæng er det helt rigtigt at fravælge underlægningsmusik.

Musik i livet

Til gengæld spiller musikken en stor rolle for de ældre i filmen, i det den ene tidligere var harmonikaspiller og hele tiden tænker og lytter sig tilbage til minderne. Det er en film, der gør indtryk i en grad, så man selv får lyst til fx at blive besøgsven, og dét i sig selv er en flot bedrift.