Holy Beasts (2019)

På mange måder en aparte filmoplevelse, der overrasker positivt. Bl.a. fordi roen bevares, selvom alt hvad der foregår om ørerne på vores hovedrolleindehaver (Geraldine Chaplin) er flamboyant, ekstravagant, farvestrålende – og et miks af mere eller mindre alt mellem himmel og jord.

Syret metafilm-lag

Dét at filmen beskæftiger sig indirekte med en virkelig person, den afdøde filmskaber Jean-Louis Jorge (1947-2000), der i sin levetid skabte nogle meget mærkværdige film i Den Dominikanske Republik, tilfører et interessant og syret metafilm-lag, hvis hovedperson de færreste nok på forhånd er bekendt med.

Emmer af nærvær

Chaplins flotte hovedrollepræstation emmer af nærvær, selvom hendes star/director-type er udtalt arrogant. Hun taler talrige sprog flydende i forbindelse med de skæve filmoptagelser, hun sætter i værk: Sammen med Udo Kiers koreograftype skal en film baseret på Jorges efterladte manuskript i kassen. De kendte begge ”mesteren”, før han blev henrettet i 2000.

Undgår fælden

På trods af det potentielt prætentiøse setup, undgår ”Holy Beasts” fælden, hvilket er en beundringsværdig kvalitet. Nærværet i filmen opstår ikke kun ud af Chaplin og Kiers skønne præstationer (Kier i en noget større birolle end normalt), men også i det fremragende kameraarbejde.

Stoflig oplevelse

Hér arbejdes stofligt med elementer som vand, himmel og krop. Elegant udført film, der holder helt i mål, på trods af stedvis mærkværdigt forvanskede klassiske musikstykker som underlægning.