A Dark, Dark Man (2019)

Pusseløjerligt, men også inciterende kriminaldrama fra udkants-Kazakhstan. Med sin ultra-langsommelige og omhyggelige fortællestil – der nærmest kan betegnes som en række tableauer – tager instruktør Adilkhan Yerzhanv sig dén tid, der skal til... og mere til. Det er en vindende egenskab ved filmen, og de visuelle stemninger og farvepaletter fra et Kazakhstan meget langt fra vestlig standard er noget, man husker længe efter sidste scene.

Mordgåde eller ej

En landbetjent, der altid har været vant til at kunne gøre, hvad der passer ham i opklaringsarbejdet, får pludselig uventet modstand fra en kvindelig journalist. Hun går i flæsket på opdageren og hans beskidte metoder – alt sammen rammet ind af en ny mordgåde, der vist ikke er helt så gådefuld.

Landsbydåren stemples

I hvert fald får vi et indblik i, hvordan ”man” gør dér ude på landet, når skylden skal plantes på nogen. I dette tilfælde landsbydåren, der nemt stemples som pædofil seriemorder, bare han får et stykke tyggegummi (eller et frækt billede at fyre den af til).

Lyssky aftaler

De omhyggelige billeder af landskaber tilfører den handlingsmæssige ro en ekstra mening. Udtørrede majsmarker med mandshøje planter spiller en central rolle: Her kan man både gemme sig og indgå lyssky aftaler. Det er gråtonet, støvet, og i baggrunden tordner det over mørke bjerge, hvis silhouetter tegner sig i horisonten. Billederne forstærker det hemmelighedsfulde vanvid, som foregår i filmens handling.

Tangerer det komiske

Hvad der forekommer lidt mærkeligt i den seriøse og stemningsmættede sammenhæng, er, at vi ind imellem præsenteres for scener, der tangerer det komiske. Det er ikke det mest vellykkede træk og virker mest af alt som en lidt kejtet afvæbnende befrier fra instruktørens side. Filmen er stort set fritaget for underlægningsmusik, men når den dukker op, er den yderst malplaceret og mærkværdigt valgt, i det der er tale om en art techo.