2040 (2019)

Den australske dokumentarist Damon Gameau proklamerer i filmens indledning, at han har været ved at køre lidt træt i det udelukkende negative billede af klimakrise- og udfordring, som medier og dokumentarfilm dyrker.

Mulige klima-løsninger

Derfor vil hans egen dokumentar ”2040” kigge på mulige løsninger på klimaudfordringerne – og filmen tager således afsæt i en række idéer og iværksætterier world wide, der alle har dét til fælles, at ”det nok skal gå alt sammen”.

Nødvendige omstillinger

Gameau bruger sin egen ca. 5-årige datter som afsæt til at fortælle om klimakrisen: Når hun i år 2040 er en nærved fuldvoksen kvinde, vil verden kunne se således og således ud, forudsat at vi allerede har foretaget de mange nødvendige omstillinger.

Tro på fremtiden

Dokumentarfilmen vil altså fortælle en række historier, der kan få os til at smile og tro på fremtiden. Fokus er bl.a. på solcelle-energisk deling i stor skala og selvkørende elbiler, noget, der allerede kører hist og her i udkants- og centralverden.

Meget enerverende

Og det er jo ærbart med sådanne fortællinger. Problemet er bare, at filmen mest af alt er en ”pjattegøj”: Bl.a. er der underlægnings-stemningsmusik fra start til slut – nærmest mickey mousing: Klassisk National Geographic-style og meget enerverende. Samtidig er nogle af Gameus egne kommentarer (han er filmens fortæller og præsentator) direkte åndssvage. Det skal selvfølgelig være svært morsomt, men er reelt ynkeligt.

Kæk, kæk, kæk

Filmen er kæk, Gameau er kæk – og stilen er tilsvarende kæk, bl.a. med anvendelse af miniature-mennesker i bunden af lærredet, mens klimakrisen buldrer derudad i baggrunden. Og instruktøren sætter sig på kanten af et vindmølletårn et par hundrede meter oppe i luften og interviewer en ekspert. Det er denne overfriskhed og lalleglæde, vi er oppe imod, og det gavner ingenlunde det store temas troværdighed.