Ceniza negra (2019)

Den 13-årige pige Selva bor i udkants-Caribien med sin bedstefar og en ældre kvinde. Havet ligger et stenkast fra det primitive hus, bedstefaren er god og kærlig, men hverdagen er langt fra verdens-gennemsnitlig for teenageren.

På vippen

Hun er på vippen mellem barndom og voksenliv, samtidig med at hun dagligt indser døden som noget uundgåeligt. Bedstefaren er mere og mere svækket, og Selva oplever også konkret død. Så er det godt, at hun har en fantasi-veninde, hun kan gå langt ind i skoven eller ud på stranden sammen med.

Poetisk

Svært poetisk slow cinema-film, hvis fortællestil i vid udstrækning består af faste – og lange – indstillinger, der dyrker nærbilledet i en konsekvent fremelskelse af følelser.

Lyrisk langsomhed

Men nærværet er ikke helt så stærkt til stede i filmen, som man egentlig forventer det, efter de første minutters lyriske omhyggelighed har slået tonen an. Det er balancen, der tipper på et tidspunkt, så formidlingen af den grundlæggende dybt sympatiske historie grænser til det let krukkede.

Tager overhånd

Ikke mindst fordi coming of age-lommefilosofien tager overhånd – sammen med døds- og næsten-kvinde-metaforerne. Helt i front markerer debutanten Smashleen Gutiérrez sig dog med en fascinerende ægte hovedrollepræstation.

Mærkværdig underlægning

Instruktør Sofia Quiros baserer denne sin spillefilmsdebut på en kortfilm med navnet ”Selva”. Spillefilmen er flot (om end ikke fortryllende) fotograferet og for størstedelen betagende fritaget for musik, men af og til stikker en mærkværdigt malplaceret underlægning alligevel hovedet frem.