Two-Minute Warning (1976)

Set i lyset af vor tids tendens, hvor enkeltpersoner bruger sig selv, en lastbil eller bare det glade vanvid til at slå en masse sagesløse borgere ihjel, står "Two-Minute Warning" mere højaktuel end nogensinde. Og i 1976 var der bestemt ikke fokus på dén slags, i hvert fald var sikkerheden i bund, når det kom til en kæmpe sportskamp (som er filmens omdrejningspunkt.)

100.000 potentielle ofre

Med plads til 100.000 tilskuere er Los Angeles' olympiske stadion perfekt jagtrevir for filmens solo-terrorist. Der skal spilles en stor amerikansk fodboldkamp, og stadion er fyldt til sidste sæde. Den gennem stort set hele filmen ansigtsløse "hævner" sørger for at placere sig uden for politiets umiddelbare rækkevidde.

Panik-scenarie

Snart er Charlton Hestons politikaptajn Peter Holly dog på opgaven, og han får hjælp fra S.W.A.T.-holdet under ledelse af John Cassavetes' Button. Men kan de handle på sagen i tide? Der er trods alt også panik-scenariet at tage hensyn til - ikke nogen nem opgave.

Eklatant 70'er-lækkerbisken

"Two-Minute Warning" er en eklatant 70'er-lækkerbisken, ganske enkelt fremragende fotograferet af Gerald Hirschfeld og med en dynamisk, livgivende (og Oscar-nomineret) klipning. Kameravinklingernes fantasi og den visuelle udnyttelse af stadionets beton samt højde- og niveauforskelle er forbilledlig, og det giver filmen et nøk opad i et i forvejen intenst, kompakt og spændingsdomineret univers.

Sammenbidte politiroller

I denne tone passer Charlton Heston og John Cassavetes' på hver deres måde sammenbidte politiroller virkelig godt. Her skal sættes hårdt mod hårdt, betonnæve mod betonmur, jern mod - og i - menneskekød - hvis vel at mærke den helt store katastrofe skal undviges.

Aldrig kedeligt

Det bliver i hvert fald aldrig kedeligt at være tilskuer til Larry Peerces dygtige og ustyrligt veltimede iscenesættelse. Så er det klart, at der er en række klichéer, der bagatelliserer den dæmoniske urkraft - især i form af birollegalleriet, hvis ret høje stjernefaktor til dels tjener til at få det højintense mareridt lidt ned på jorden.

Skæve karakterer

Men det er også de små historier mellem de forskellige skæve karakterer på tilskuerrækkerne, der giver "Two-Minute Warning" sine identifikationsstyrker (her følger vi bl.a. Beau Bridges' familiefar og Gena Rowlands, der er forelsket i en træmand, der måske bløder op i halvlejen.)

Skarp og toneangivende

Charles Fox' underlægningsmusik er skarp og toneangivende - ikke uden inspiration fra en mester som Lalo Schifrin - og så kan man i samme forbindelse ikke lade være med at nævne et muligt forbillede for hele filmen, Don Siegels Dirty Harry (1971), hvortil netop Schifrin skrev den ikoniske musik.