The Beaver (2011)

Let til jævnt fortænkt, bitterkomisk forankret drama, der forsøger at sætte skub i et bredere publikum med et tabubelagt tema som depression.

Ud over stepperne

Det lykkes ikke rigtig godt, selvom instruktør/co-star Jodie Foster forsøger at få Mel Gibson ud over stepperne i hovedrollen som Walter Black.

Sort humør

Denne Black er i et gevaldigt sort humør og er netop blevet sendt hjemmefra af konen, Jodie Fosters Meredith. Det kan simpelthen ikke blive ved at gå med den nedtrykthed og evindelige soven-til-middag som følge af masser af "lykkepiller".

En sær idé

Men så får Black en idé ud af det blå. Han vil lade en hånddukke-bæver tale sin sag. Så fra nu af foregår al kommunikation gennem hånddukken: Med familien, på arbejdet, overalt!

Akavede situationer

Det behøver man nok ikke understrege afstedkommer en hel del akavede situationer, men måske er dette alligevel nøglen til Blacks genkomst som "normalt fungerende" mand?

Dårlig balance

Der er dårlig balance mellem drama og komedie fra første scene, og besøgelsestiden kendes heller ikke helt i forhold til det betændte emne: Skal det nu være afvæbnende sjovt med dét her depressions-tema, eller skal man gribe det mere ligefremt an. Det bliver mere hverken eller end både og.

Utaknemlig situation

Mel Gibson har et par nogenlunde passable scener, men er dybest set sat i en utaknemlig situation baseret på ovennævnte rod og skismaer. Jodie Foster halter efter i en meget tynd kone-rolle, og sidehistorien, hvor parrets teenagesøn finder kærligheden har ikke den fornødne tæft.

Svært slugbar

Rigelige mængder sødladen musik søsætter denne svært slugbare mainstream-fortolkning af et emne, der ellers godt kunne tåle at blive formidlet bedre for det brede publikum.