Race (2016)

En historie, der længe har ligget lige til højreskøjten i forhold til storstilet filmatisering: Jesse Owens var sort i USA i 1930'erne og som sådan mobbe- og voldsoffer. Men han tager i dén grad benene på nakken på en løbebane, hvilket bliver opdaget af en talentfuld træner.

Sorte ikke velkomne

Spørgsmålet er, om Jesse kan få sig selv til at stille op til OL i Berlin i 1936. Det er jo Hitlers Nazityskland, der råder - og de ser jo heller ikke kærligt på sorte, særligt ikke hvis der er en reel risiko for, at de vil løbe med medaljerne. Og dét vil Owens!

Mod, sved og modstandskraft

Mod, sved og modstandskraft mod hån og latterliggørelse er vejen frem for Jesse. Men samtidig skal han også huske lillemor og den lille datter derhjemme. Der er nemlig risiko for, at førstnævnte kan blive rigtig grundigt fornærmet, når hun hører om, at Jesse omgås andre (selvsagt sorte) kvinder.

Intet originalt løbespor

Med en helt igennem forudsigelig - og selvfølgelig historisk kendt - spændingskurve lægger "Race" sig ikke i noget særligt original løbespor. Filmen er flot produceret (koproduceret mellem Canada, Tyskland og Frankrig) og besidder pænt, om end ikke prangende skuespil.

On location Olympiastadion

Heldigvis er scenerne fra De Olympiske Lege i Berlin optaget on location omkring Olympiastadion (om end selve stadion har måttet smide det senere tilkomne halvtag i computeren). Det bidrager med helt essentielle historiske vingesus.

Hæderlig præstation

Stephan James kæmper sig hæderligt gennem rollen som Owens, mens Jeremy Irons og William Hurt begge har temmelig uinteressante biroller som amerikanere med magt i forhold til at sweet-talke nazisterne inden legene.

Af den sødladne slags

Joseph Goebbels er slet ikke troværdigt portrætteret af Barnaby Metchurat. Underlægningsmusik er der rigelig af (helt som forventet), og den er ofte af den sødladne slags.