Storytelling (2001)

Typisk Todd Solondz'sk! En rå, bittersød og totalt twisted virkelighed gradbøjes og steges over åben ild, så det er en fryd udi politisk og menneskelig ukorrekthed. "Storytelling" spinder ender på to virkeligheder og er således inddelt i to kapitler, "Fiction" og "Non-Fiction".

På den hårde måde

I "Fiction" lærer unge forfatter-aspiranter på den meget hårde måde, at deres tekster er noget lort. Det siger deres udtryksløse underviser Mr. Scott rent ud (i Robert Wisdoms fænomenale birollepræstation, der tager en meget uventet drejning!) Hans offer nr. 1 er den temmelig sagesløse Elli (fremragende Angela Goethals), der måske ikke skulle være gået med Mr. Scott hjem i privaten?

I familiens skød

I "Non-Fiction" er vi i familien Livingstons skød. Her står teenagesønnerne for skud ved middagsbordet, hvor John Goodmans evigt observerende far altid er på mærkerne. Men de griber chanchen, da Paul Giamattis amatør-dokumentarist melder sig på banen: Han vil optage en film om sønnen Scoobys liv på gymnasiet.

Hemmelighedsfuldt og tabubelagt

Som vi kender det hos Solondz, er "Storytelling" ikke ligefrem nogen håb-sprudlende fortælling. Det er de hemmelighedsfulde og mørke, tabubelagte sider af menneskeheden, der tages under "kærlig" behandling. Og hér bliver ikke taget hensyn til krænkelseskultur, racisme-etik eller andet. Det er bare lige på og hårdt, og det er vidunderligt befriende!

Lige i skabet

Med bragende flotte skuespillerpræstationer sidder de fleste scener lige i skabet. Stilen er velkendt skrabet - à la minimalisme - og her er ikke alt for meget underlægningsmusik. En amerikansk filmoplevelse af den absolut mere sprøde slags.