Stardust (2007)

Den nutidige fantasy-forfatter Neil Gaimans forlæg ligger til grund for denne moderne og samtidig tidløse eventyrfilm. Men gik man og håbede på en fantasyfilm fuld af fantasi, må man nøje sig med bragende flotte billeder. For fortællingen drukner både i lyd og musik - men så sandelig også i en generel overfortælling, der glemmer, at sanserne ikke kan få alt med uafbrudt.

Kan ikke modstå fristelsen

Et stendige er eneste synlige grænse mellem en ganske almindelig landsby og et eventyrland. Diget er bevogtet af en skindød gubbe, så det er klart, at den unge Humphrey ikke kan modstå fristelsen for at springe ud i det ukendte. På den anden side af grænsen møder han så meget eventyr, at det i sig selv næsten ikke er til at fatte. Men vigtigst af alt møder han kærligheden i skikkelse af en stjerneglimrende Claire Danes.

Grænsende til hyperventilation

Med et birollegalleri længere end et ondt år (og stjernespækket ret mange led derudad) sørger denne stor-filmatisering selv på rollelisten for en evig tilstrømning. For der er vitterlig ingen pauser i "Stardust". Filmen kører på helt uden at trække vejret, i hvert fald kun helt overfladisk og grænsende til hyperventilation.

Ekstrem underlægningsmusik

Læg mærke til, hvor ekstrem underlægningsmusikken er. Den er til stede gennem hele herligheden, som regel for meget stort symfoniorkester, og konstant på jagt efter stemninger at læne sig op ad. Oveni det i forvejen ret så anmassende lyddesign (en fantasy-film skal jo være smækfyldt med mærkelige lyde!) udgør to timer i selskab med "Stardust" en potentiel kilde til midlertidig hørenedsættelse.

Ikke meget virkelighed

Inkarnerede fans af genren vil sikkert være begejstrede for denne stil, hvor man ikke skeler til nogen form for virkelighedsopfattelse. Man ser bare for sig en langt mere intelligent vekselvirkning mellem den virkelige verden og fantasiens. En vekselvirkning, hvor handlingen og dens protagonister havde bare glimtvis mulighed for at komme ned i gear.

Deler vandene

Sjovest på birollelisten er Robert De Niros kaptajn Shakespeare - men ikke mere sjov, end at det lidt for manierede sniger sig ind i spillestilen. På mange måder minder "Stardust" om Terry Gilliams mest overgearede værker - oftest film, der i den grad deler vandene.