The Siege (1998)

Jo da, Edward Zwicks svært bekostede Hollywood-thriller tager sig nydeligt ud, for her er ikke sparet på ret meget. Men "The Siege" drejer meget hurtigt ind ad et spor, hvor absolut intet kommer som hverken en overraskelse, en øjenåbner eller en inspirationskilde. Det bliver faktisk gabende kedsommeligt, selvom det er fyldt til randen med begivenheder.

Styr på situationen?

Denzel Washingstons FBI-agent Anthony Hubbard tror, han har styr på situationen, da arabiske terrorister kaprer et par busser fuld af sagesløse pendlere midt i New York City. For det kan da umuligt tænkes, at den påståede bombe ombord rent faktisk bliver detoneret, vel? Dette er tydeligvis før 9. september 2001: Vi er i det herrens år 1998.

Patriotismen syder

Og da terroristerne - ganske som det ligger i luften - har futtet krudtet af, er situationen en helt anden. Der skal andre boller på suppen, nettet strammes, og patriotismen syder. Araberne skal ned med nakken, og her er Denzel og co. de helt rette til at lede slaget, suppleret af hårdføre militærtyper (ført an Bruce Willis).

Emmer af overfortælling

"The Siege", der på danske fik titlen "Under angreb", syder, bobler og emmer konstant af overfortælling - og det er dét, mere end noget andet, der trætter. Der er ingen ophold i overgearingen i hverken lyd, billeder eller dialog. Der skal handling på drengen, for det er jo The War Against Terror, der her ser sin forløber. Masser - og der er virkelig uendeligt meget - af underlægningsmusik får den i forvejen kogende kedel til at vælte ud over alle komfurer.

Uden reel antænding

Denzel Washington er fair spillende, men uden reel antænding. Bruce Willis skuffer som den sammenbidte general Devereaux, og Annette Bening brænder aldrig igennem som "det kvindelige mellemled". Det er ikke så ofte, det sker - men her forsøger man faktisk at skjule gab på gab, mens eksplossionerne står i kø.