Gleaming the Cube (1989)

    Da en rebelsk skater-teenager mister sin adoptivbror til et tilsyneladende selvmord, går han selv ind i efterforskningen. Der må være tale om mord!


    SKATE ELLER DØ!

    Med flerfarvet strithår, dinglende venstre-ørering og tunge budskabs-t-shirts charmer en meget ung Christian Slater sig her igennem en af sine første hovedroller. Som teenage-skateren Brian Kelly får han og de fire små hjul noget at se til, efter at adoptivbroderen er afgået ved døden - tilsyneladende selvmord.

     

    Har lugtet lunten

    Men tilskueren ved bedre, og Brian har også lugtet lunten. Og da politiet er tunge i røven, beslutter han sig for at tage sagen i egen hånd, og det er bestemt ikke spor ufarligt. Med lidt held - og en markant skift i tøjstil undervejs - har Brian måske en chance, oppe imod skumle bagmænd, der både snyder med regnskaberne og ikke går af vejen for at svinge en gun.

     

    Tyndt-dumt kriminalplot

    Der er energi nok alene i Slaters charmetrolds-udstråling til, at man lægger sig fladt ned og lader sig køre over af skateboards-dramaet. Så må man vælge blot at trække på skuldrene ad det tyndt-dumme krimiplot, der ærlig talt er så smækfyldt med usandsynligheder, at det grænser til det krampagtige.

     

    Håndværk af høj kaliber

    "Gleaming the Cube", der også går under den mere action-mundrette titel "Skate or Die", er i mange henseender upåklageligt teknisk håndværk af høj kaliber. Der er rigtig god timing i de mange actionscener - ofte med skateboard involveret - og Reed Smooths fotografering er ikke uden originalitet i vinklinger og idéer.

     

    Senfirser-typiske detaljer

    Kedeligt er det heller ikke med de mange senfirser-typiske detaljer i alt fra biler, tøj og teknik. Her er Jay Fergusons semi-elektroniske underlægningsmusik (komplet med titelsang skrevet til lejligheden) helt i tråd med tidsånden.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1989, USA, Action, Drama, Teenagere, 100 min.

    Dansk titel: Skate or Die
    Instr: Graeme Clifford Prod: David Foster, Bruce McNall, Lawrence Turman Manus: Michael Tolkin Foto: Reed Smoot Klip: John Wright Mus: Jay Ferguson