Scenes of the Crime (2001)
En deltidschauffør for mafiaen kommer i knibe, da hans chef bliver skudt. Nu er han alene i en kassevogn med en mand, der tilsyneladende er mange penge værd.
KOKS I KASSEVOGNEN
Her er vi tæt på en såkaldt one location-film, altså en film, hvor det meste af handlingen udspiller sig samme sted. I dette tilfælde i en foret kassevogn (der er blå plys på indersiden!). Det er Jon Abarahams' mafia-deltidschauffør Lenny Burroughs, der efter et uventet skyderi på gaden pludselig sidder med hele ansvaret for et vigtigt gidsel - nemlig Jeff Bridges' Jimmy Berg.
Bagmænd og håndlangere
Store bagmænd og deres håndlangere holder sig nu i (primært telefonisk) forbindelse med Lenny, mens han omvendt sørger for at holde Jimmy skak med en pistol for panden i kassevognen. Der er penge, ære og menneskeliv på højkant, og det virker i dén grad som om, Lenny har gabt over mere, end han kan magte.
Blod udgydes
En af filmens øvrige (og for variationen stærkt forfriskende) locations er den tilstødende kiosk, hvor kæresteparret Carmen og Ray arbejder. Det er her, helte og skurke søger ned, når de skal have en sandwich eller lignende - og kioskparret er tæt på at blive så indblandet i affæren, at der også hér skal udgydes blod.
Masser af varevogn
Ikke uden tæft for at holde tilskueren i et spændingens jerngreb, udvikler "Scenes of the Crime" sig skabelonpræget, men også anderledes mod sit klimaks. Det kan næsten blive søvndyssende med de mange varevogns-skydedør-op-skydedør-i-skud, men omvendt er handlingen jo som nævnt primært henlagt til nævnte kasse.
På rutinen
Jeff Bridges spiller i høj grad på rutinen i en fladt skrevet rolle. Tilskueren bliver aldrig rigtig sat ind i, hvem hans Jimmy Berg egentlig er - og er dybest set heller ikke interesseret i det. Sjoveste indspark på rollelisten er Mädchen Amick og Morris Chestnut, der havner i ufrivillig uføre som kioskparret, der vist egentlig allerhelst vil bolle (det lykkes i hvert fald Ray midt i kioskens åbningstid at få Carmen til at krænge den sorte g-strengs-blondetrusse af under den i forvejen udfordrende korte nederdel.)
Skæv birolle
R. Lee Ermey har en interessant og temmelig skæv birolle som den mærkelige Mr. Parker. Christopher Youngs underlægningsmusik er insisterende, men ikke dårligt komponeret.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2001, USA, Tyskland, Thriller, Action, Drama, 91 min.
Dansk titel: Scenes of the Crime- Jeff Bridges (Jimmy Berg)
- Jon Abrahams (Lenny Burroughs)
- R. Lee Ermey (Mr. Parker)
- Mädchen Amick (Carmen)
- Morris Chestnut (Ray)
- Noah Wyle (Seth)
- Peter Greene (Rick)
- Bob Gunton (Steven)
- Dominic Purcell (Mark)
- Brian Goodman (Trevor)
- Jon Powell (Customer)
- Kim Yates (Steven's Maid)
- Chase Ellison (Blake Berg)
- Loyd Catlett (Police Officer)
- Robert Harvey (Chief Accountant)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation