The Killing Time (1987)

Ikke en film, der syner af meget, men som trods åbenlyse slagsider kan mere, end man lige skulle tro. "The Killing Time" er hævet et par tænder over middel, primært som følge af tre meget fine præstationer af Beau Bridges, Joe Don Baker og Kiefer Sutherland.

Potentielt fortænkt

Men thrilleren fungerer også helt okay på sine potentielt fortænkte præmisser: Historien er så absolut til den let outrerede side - her hjælper det meget, at formidlingen er både uhøjtidelig og samtidig også med imponerende indlevelse fra skuespillerne.

Udkants-politistation

I anslaget præsenteres vi for Kiefer Sutherlands Brian, der er en skidt morderkarl på fri fod. Snart trækker han i uniformen som vicesherif på den lokale udkants-politistation, hvor han bliver rimelig populær hos kollegerne Sam og Carl.

Uro bag facaden

Men noget gærder bag facaden. For ikke alene er Brian en tikkende bombe. Hans kollega, Beau Bridges Sam, har også skumle planer i kulissen. Han vil nemlig gerne redde sin kæreste ud af en slem knibe, og dét kan meget nemt gå hen og blive ikke-stuerent.

Plot-twists and turns

Der er altså en god håndfuld plot-twists and turns i denne film - også mindst et for meget. Men de hjælper til at holde gryden i kog. Havde filmen været blot en kende mere svulstig i sin fortællestil, kunne den nemt have druknet sig selv. Men "The Killing Time" er faktisk relativt meget nede på jorden.

Ingen store armbevægelser

Her er hverken store armbevægelser i fotografering, klipning eller på lydsiden. Paul Chiharas underlægningsmusik er godt nok til den kiksede side, men den er ikke på noget tidspunkt en altoverdøvende faktor. Og så kan man kun trække på smilebåndet ad, at der to gange i filmen er "boom i billedet".