The Rainmaker (1997)

    Da en purung advokat får sin første store sag, er alle overbevist om, at han glimrer ved sin uvidenhed. Men de tager fejl!


    RETSSALSDRAMA MED CHARME

    En meget ung Matt Damon charmer sig her ganske effektivt igennem Francis Ford Coppolas klassisk funderede, men også vedkommende retssalsdrama. For der er mere end blot objections og overruledes i Coppolas eget manuskript, baseret på succesromanen af John Grisham.

     

    Store menneskelige konsekvenser

    Damons Rudy Baylor er næsten færdig med jurastudiet, da han ad (skumle) bagveje havner i en betændt sag. Her er et stort forsikringsselskab godt i gang med at vige udenom en erstatningssag - med store menneskelige konsekvenser.

     

    Ingen nem opgave

    Selvom det allerede er for sent at redde en ung mand med leukæmi, kæmper Rudy familiens sag - stort set ene mand og helt uerfaren. Og det er ikke nogen nem opgave - oppe imod en række top-arrogante top-advokater med Jon Voights Leo F. Drummond i spidsen.

     

    Næsten helt sød sidehistorie

    Som lille - og næsten helt sød - sidehistorie finder Rudy sig selv magtesløs i mødet med den hustruvolds-gennemtævede Kelly Riker. Det er Claire Danes, der gestalter den forslåede og angste kvinde - som i dén grad har brug for at blive overtalt til at tage det farlige opgør med sin mand.

     

    Ingen store overraskelser

    Der er ikke meget i "The Rainmaker", der kommer som en overraskelse. Det er amerikansk retssalsdramatik, når det er mest forudsigeligt. Men det er ikke i sig selv noget negativt, for i Francis Ford Coppolas erfarne og dygtige hænder opstår der hele tiden fine nuancer i den noget hårdt optrukne kliché-historie.

     

    Sjældent decideret vammelt

    Med masser af narrativ fremdrift og uden en øre sparet på det tekniske står "The Rainmaker" knivskarpt, velspillet og kun ganske sjældent decideret vammelt. Sidstnævnte er i særlig grad et positivt prædikat med tanke på alle de sødladne og (melo)dramatiske overdrev, filmen hele tiden balancerer på.

     

    Ubegribelige mængder underlægningsmusik

    En helt ubegribelig mængde Elmer Bernstein-underlægningsmusik er til gengæld møg-irriterende og et nærved selvklæbende lag ud over snart sagt hele handlingen. Selv de mindste skift i stemninger i filmen akkompagneres af tilsvarende stemningsskift på musiksiden.

     

    Herligt birollegalleri

    Matt Damon er rigtig fin i denne relativt tidlige rolle, og på birollelisten morer man sig særligt over Mickey Rourke som alt andet end stueren advokat, Dean Stockwell som brovtende og komplet ligeglad højesteretssdommer - og Jon Voight er herlig som den bedrevidende topadvokat, der får helt uventet modstand.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1997, USA, Drama, Retssalsdrama, 135 min.

    Dansk titel: The Rainmaker
    Instr: Francis Ford Coppola Prod: Michael Douglas, Fred Fuchs, Steven Reuther Manus: Francis Ford Coppola Baseret på: roman af John Grisham Foto: John Toll Klip: Barry Malkin Mus: Elmer Bernstein
    Priser
    • GG-N - Bedste birolleskuespiller (Voight)