Detektiverne (2014)

Med lækker fotografering og dygtig børne-personinstruktion viser "Detektiverne", at dansk børne-action også godt kan levere varen. Da tre 13-årige skoleelever erfarer, at politiet ikke gider tage sig af "små, ubetydelige sager", beslutter de sig for at starte deres eget detektivbureau.

Udløst af dummebøde

Ført an af den feministisk-miljøforkæmpende-anarkistiske Mathilde følger drengene Gustav og Tobias trop (oftest under Mathilde-tøflen!), og de får snart færten af en sag, da Gustavs onkel tropper op med brækket arm og andre knubs. Han har fået en dummebøde.

Barnlig agilitet

Det leder ungerne til den samvittighedsløse skrivebordsskurk, Jo, der ikke har andet end fnys til overs for de 13-åriges beskyldninger. Men han skal snart blive klogere. Med en god portion snarrådighed og barnlig agilitet kan man nå længere end som så!

Fint doseret humor

Med en fint doseret humor – som også er voksenvenlig – sørger instruktør og manusforfatter Esben Tønnesen for, at "Detektiverne" ikke drukner i det fantastiskes overdrev. Der er selvsagt tendenser i retning af det lidt for eventyrlige, men overdrivelser fremmer jo samtidig forståelsen, og ungernes evner er børnevenlige (herunder uproblematisk at kunne flyve en helikopter.)

Herligt voksenperspektiv

Det herligste perspektiv for den voksne tilskuer må være Mathildes miljø-, feminisme- og retfærdighedshysteri, som volder en del problemer ikke mindst for hendes lærer, der ofte er ved at gøre i nælderne i elevens evigt klappende fælde.

Ekstremt larmende musik

Blandt de voksne i filmen spiller særligt Heine Ankerdal som Pede rigtig fint og jordnært. Filmen er i meget høj grad underkastet en dramatisk (og ekstremt larmende) underlægningsmusik, hvilket taget toppen af magien.