Far til fire - gi'r aldrig op (2005)

    En djærv og glad alenefar til fire kommer i knibe, da han bliver fyret på kontoret. Men familien står sammen og hjælper i nøden.


    FANTASILØS OPGRADERING #1

    Sammenhængende film:

    Far til fire - gi'r aldrig op (2005)

    Far til fire - i stor stil (2006)

    Far til fire - på hjemmebane (2008)

    Far til fire - på japansk (2010)

    Far til fire - tilbage til naturen (2011)

    Far til fire - til søs (2012)

    Far til fire - Onkel Sofus vender tilbage (2014)

    Far til fires vilde ferie (2015)

    Far til fire - på toppen (2017)

    Far til fire i solen (2018)

     

    Den første af et utal af "Far til fire bølge #2"-film så her dagens lys i 2005, og der er ikke meget andet end spekulation i børne- og familieindtjening at spore. Det kunstneriske ambitionsniveau er lavt, skuespillet manieret, og manuskriptet graver dybt for blot at hægte sig på laveste fællesnævner.

     

    Det samme hold

    I de første seks af de nye film er holdet foran og bag kameraet i det store og hele det samme: Samme Far, Lille Per, Ole, Søs osv. - og filmene er instueret af Claus Bjerre. Det kan give en vis sammenhængskraft og hygge-genkendelighed på den kort-lange bane, men at dømme ud fra niveauet får det næppe den store betydning.

     

    Far i knibe

    Niels Olsens far til fire, hvis "fornavn" også meget kækt blot er "Far" i filmen, kommer i knibe, da hans nye kække chef fyrer ham. Nu er gode råd dyre, men heldigvis står den lille moderløse kernefamilie klar til at hjælpe, så far snart kan tjene til familiens dag og vej igen!

     

    Hverken charme, fantasti eller ambitioner

    I sammenligning med den oprindelige filmserie, besidder det 21. århundredes "Far til fire" stort set hverken charme, fantasi eller ambitioner. Intrigerne og de børnevenligt letløbende familiedramaer skraber ofte bunden. Faktisk trækkes "mand i dametøj"-kortet, for at de ikke skal være løgn.

     

    Niels Olsen i rød kjole

    Paradoksalt nok er scenerne med Niels Olsen i lang rød kjole blandt filmens eneste vellykkede af slagsen. Sammen med scener i en anden udklædning, hvor far skal agere skater-smart og ungdommelig i store hængerøvsbukser og håndtegn hører "dame-scenerne" til de højdepunkter, der kan tælles på få fingre.

     

    Kører på pumperne

    Her skal også fremhæves Martin Brygmanns åleglat-klamme og kvinde-bedårende chef, der yder Niels Olsen fint modspil i nævnte scener. Ellers mere end kniber det med at holde dampen oppe i knap halvanden time. Det er tydeligt, at idéerne kører på pumperne, og børne- såvel som voksenskuespillet vakler.

     

    Meget langt fra vellykket

    Jess Ingerslevs Onkel Anders er meget langt fra at være vellykket - så går det lidt bedre for fars børn (hvor Lille Per dog aldrig bliver tilnærmelsesvis nuttet). Ud over en spontan fællessang og noget musik i handlingen er "Far til fire - gi'r aldrig op" nok præget af underlægning, men ikke kvalt.



    Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2005, Danmark, Komedie, Børn på film, Teenagere, 88 min.

    Dansk titel: Far til fire - gi'r aldrig op
    Instr: Claus Bjerre Prod: Henrik Møller-Sørensen Manus: Trine Frellesen, Thomas Glud Baseret på: tegneserier af Engholm & Hast Foto: Torben Forsberg Klip: Thomas Krag; Adam Nielsen; Andri Steinn Mus: Martin Brygmann; Jeppe Kaas
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation