Løgn og løvebrøl (1961)

Uden Kjeld Petersens energiske og beundringsværdige hovedrollepræstation ville Peer Guldbrandsens "Løgn og løvebrøl" ikke have været mange potter pis værd. Med en udsøgt tynd historie og en perlerække af indholdsløse sidehistorier og biroller placerer filmfarcen sig nemlig generelt under standardniveau.

En regulær farce

Petersen spiller dyreimitatoren Max Olsen, der meget hellere vil gå under sit kunstnernavn Max Maximilius Maximum. Da Max en dag bliver opfordret til at genfortælle en rigtig agurketids-historie til Jørgen Reenbergs (godtroende!) journlist Tom Thomsen, udvikler det sig snart til en regulær farce.

Et sært væddemål

Max beretter, hvordan han snart rejser til Afrika. Her har to afrikanske millionærer indgået et væddemål om, hvorvidt Max kan brøle som en løve. Der er mange penge på højkant, og Max' rejse er snarligt forestående.

En vanskelig knibe

Max håber på, at den lille bagside-løgnenotits kan fremme karrieren, men at historien skulle komme på forsiden og gøre ham verdensberømt, havde han absolut ikke set komme. Og hvordan i alverden får dyreimitatoren i øvrigt reddet sig ud af dén knibe?

Petersen er fremdrift

Petersen sørger for fremdrift i filmen, i det han formår at leve sig ind i de tynde løjer. Omkring ham pjasker mere eller mindre sagesløse skuespillere rundt i et bassin af ligegyldige biroller, med Jørgen Reenberg som "topscorer" som nærved latterlig journalist, der ikke har andet end damer på hjernen.

Sortseende bemærkninger

Tidstypisk "sortseende" bemærkninger i Afrikas retning udgydes bl.a. i Kjeld Petersens - i øvrigt meget fint serverede - tv-sang-optræden, der fabulerer frit over rimet rababer/araber. Her synger han bl.a. om en, som "blev akut mørkeræd, da han kiggede ind i en negerbagdel."