Når enden er go' (1964)

Denne Sven Methling-farce er så overgearet og lavkomisk, at det ind imellem i sig selv bryder grænser for dansk filmkomedie - både i positiv og negativ forstand, men mest det sidste. Der er stort set ikke for fem flade øre historie, løjerne er fladpandede - men enkelte situationer glimrer ved deres outrerede sorte humor.

Utraditionelle metoder

Ebbe Langbergs unge journalist Claudius Schnippers er forelsket i blefabrikant Tøhrs datter og forsøger samtidig - med utraditionelle metoder - at forfølge en karrieremulighed, der bringer ham på ufrivillig flirt-kurs med en amerikansk rigkvinde.

Tøhr og Taar

Selvsamme direktør Tøhr og hans konkurrent Taar (Ingolf David/Ove Sprogøe) er også på banen med den amerikanske rigkvinde, spørgsmålet er bare, om det lykkes nogle af de tre herrer at vinde hendes gunst (og millioner), før hun atter stiger på amerikabåden hjem.

Nuance-overraskelser

Det er i de små skæve nuancer, at "Når enden er go'" pludselig kan overraske. Når det bliver allermest absurd, smides også tøjlerne, og skuespillerne trives kortvarigt rigtig fint i de platte tomrum. Det sker især i scenen, hvor Judy Gringer og Buster Larsen battler hinanden på moderne avantgarde-poesi på en restaurant.

Buster Larsen glimrer

Her udbasunerer Buster Larsens magister Hermod med meget alvorlig mine (det er jo stor poesi og kunst!): "Notabene. Røvdask. Koglende terpentinersprut." Det er kun lagt i Buster Larsens store talent muligt at få så meget følelse og tyngde bag disse rablende ord, et sjældent højdepunkt i filmen.

Udtværede farce-løjer

De fleste øvrige store og små roller drukner i de udtværede farce-løjer. Generelt forsøger filmen at "hæve niveauet" med en række kække kameravinkler og en klipperytme med schwung, uden ret stor effekt. Bent Fabricius-Bjerres temasang, der udgør en syngende del-handling gennem hele filmen, er en frygtelig ørehænger af dimensioner!