Jeg - en elsker (1966)
En revisor med rod i (under)livet får fingeren af sin kone, fordi han ikke kan få den op at stå. Men det ændrer sig, så snart han er single.
TYNDE EROTIKLØJER
Tre år før billedpornografiens frigivelse i 1969 var man allerede godt i gang med at "lege med ilden", således også i denne dansk-svensk koporudcerede komedie, der blev totalforbudt i Norge. Det kan være svært helt at forstå i dag, men den farlige leg med antydninger i retning mod sex var langt fra stueren.
Betuttet-underkuet
Jørgen Ryg kan opleves i sin sædvanlige betuttet-underkuede standardrolle. Denne gang er han revisoren Peter Isløv, hvis kone forlader ham efter gentagne gange at være blevet brændt af på det seksuelle. Peter snorker i stedet og beskyldes for impotens.
En regulær opblomstring
Men ligeså snart konen har vendt ham ryggen, oplever Peter en regulær opblomstring. Nu kan han få stort set alle kvinder, og en palet byder sig storsmilende og indladende til - alt fra en barely legal 16-årig til modne kvinder med bh'en skruet rigtigt på.
Seksuelle forviklinger
De seksuelle forviklinger fortsætter filmen igennem, og Peters prøvelser bliver efterhånden så store, at han må søge hjælp hos sexologen Ulla Pauce - der dog ikke kan forstå, at han har et problem, når han nærmest ikke kan få dilleren ned i slap tilstand. Det plejer jo at være omvendt.
Løjerne er tyndt serveret og fremstår primært som ren spekulation i tidens (snart) blomstrende frisind. Der opstår aldrig den store sprødhed i hverken spil eller situationer. Faktisk er en lille scene med Dirch Passer og en regnemaskine på revisorkontoret ved at tage førstepladsen.
Platte begivenheder
Jørgen Ryg er sød i hovedrollen, men begivenhederne omkring ham er ganske enkelt for platte. Det har givet været "eksotisk" i samtiden med det dansk-svenske samarbejde, der bl.a. involverer en række svenske potentielle sexkillinger i de roller, der med ét gør Peter Isløv staldkåd.
Lystfulde antydninger
Det erotiske begrænser sig til en række nøgne bryster og masser af antydninger i retning af lyst. Sven Gyldmarks jazzede tema kører i loop filmen igennem: Et meget inspireret tema, men totalt skambrugt.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1966, Danmark, Sverige, Komedie, Romantik, Erotik, 91 min.
Dansk titel: Jeg - en elsker- Jørgen Ryg (Peter Isløv)
- Axel Strøbye (Ole Schmidt)
- Jessie Flaws (Beatrice Isløv)
- Kerstin Wartel (Sigrid Schmidt)
- Marie Nylander (Lolly Schmidt)
- Ebbe Langberg (Isak Andersen)
- Dirch Passer (Mortensen)
- Sigrid Horne-Rasmussen (Kontordame)
- Paul Hagen (Thorbjørn Pauce)
- Jeanne Darville (Ulla Pauce)
- Jytte Breuning (Hilda)
- Tove Maës (Klient)
- Lise Thomsen (Klient)
- Birger Jensen (Mand i biograf)
- Benny Juhlin (Bartender)
- Birgitta Fjäldhede (Model)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation