Jersey Boys (2014)

Et rigtig amerikansk Wunderbaum, hvor Clint Eastwood ikke sætter fædrelandet under en skæppe. Og det både klæder og overpolerer det biografiske drama om de unge mænd, der skulle blive en af de helt store soft-pop-sensationer i 1960'erne: The Four Seasons.

Unik nasal-falset

Op gennem 50'erne er der ikke mange pladeselskaber, der tror på det musikalske firkløver, men der skal bare kæmpes ihærdigt nok - så er der nok en eller anden, der bider på. Særligt da opblomstrings-forsangeren Frankie kommer på banen med sin unikke nasal-falsetstemme.

Succes med bagside

Men succesen har også en bagside, og den snart ganske kendte og rige popgruppe kæmper såvel individuelle som kollektive kampe, bl.a. har en af gutterne så meget rod i økonomien, at det truer sammenhængskraften. Og på hjemmefronten har kvinderne det svært, for mændene er aldrig hjemme og har måske tilmed andre damer!

Fløjlsblødt æstetiseret

"Jersey Boys" indrammer i sin fløjsblødt æstetiserede tekniske tilgang det historiske stof meget troværdigt. Det er også her, filmen kan opleves som en kende for overpoleret, sammenlagt med de meget amerikansk ophøjende piedestal-portrætter af helt almindelige unge mænds egen slidsomme vej til stor succes.

Liv og farve

Eastwood lykkes dog overbevisende i netop dette forehavende - at give en epoke og en stemning liv og farve, om så man kan lide amerikanaen eller ej. Der bliver sunget og skrålet i den omtalte karakteristiske nasal-falset. Til gengæld udgør handlingens musik også stort set underlægningen - dog er The Four Seasons' musik også rå-anvendt under "transport"- og fyldscener (og dem er der en del af.)

Amerikanske dyder

Trods de mange ærgrelser blandt musikerne i forhold til deres koner og karrierer, er "Jersey Boys" i det store og hele en forherligende portrætfilm, der helt til den sidste og temmelig krukkede 90'er-genforeningsscene holder fast i sine amerikanske dyder (og med en musical-sekvens under end credits.)