Solaris (1972)

Solaris-filmatiseringer:

Solaris (1972)

Solaris (2002)

Med et meget lille budget, i en dybt problematisk sovjetisk kulturverden og samtidig med stort behov for at tjene penge kastede mesterinstruktøren Andrei Tarkovsky sig her ud i en meget ambitiøs filmatisering af Stanislaw Lems bestseller af samme navn. "Solaris" kredser om liv, død, det uforklarlige - og planeten Solaris - som oplevet gennem psykologen Kris Kelvin, der selv er rejst til fjernrummet for at blive klogere på de historier fra rumstationen, han har fået fragtet hjem til moder Jord.

Enkle løsninger bliver stor filmkunst

I Tarkovskys fascinerende og kompromisløse optik bliver enkle løsninger til stor filmkunst. Fra legen med planter i et vandløbs strøm i filmens åbningsscene til grumsede fremstillinger af intetheden i evigheden: Det er store perspektiver, der ikke lader sig gestalte af hvem som helst - hvilket vi også tydeligt ser i Steven Soderberghs genindspilning fra 2002.

Evighedens endeløse klaustrofobi

I det ydre rum erfarer psykologen Kris Kelvin hurtigt, at ikke ret meget er, hvad det udgiver sig for. Og da han møder sin for længst afdøde hustru, begynder grundpladerne mellem drøm, virkelighed og vanvid at skubbe til hinanden. Denne evighedens endeløse klaustrofobi er Solaris' primære og ubestemmelige omdrejningspunkt, som vi suges ind af efter godt en times jordnære møder med Kelvin og moder Jords trygge horisontale vinklinger.

Alt- og intetheden

Første time af "Solaris" bruger Tarkovsky begavet på at lade virkeligheden snurre med de kendetegnende lange indstillinger. Naturen, virkeligheden og drømmenes vildfarende rejser ind i fortiden - som oplevet gennem Kelvins martrede sjæl. Ofte uden et ord til at sætte den intime atmosfære i unødvendige vibrationer. Lydene af strømmen i vandet og vinden i trækronerne alene udgør virkeligheden, når sammensmeltningen med øjeblikket er mest uhåndgribeligt, men smukt.

Vægtløshedens akse

Efter en elegant (og teknisk enkel) rejse langt ud i rummet, begynder "Solaris" for alvor at svæve om sin egen vægtløse akse. I en grad, der gør filmoplevelsen krævende i sine metafysiske og metapsykiske omdrejninger om ubestemmelighed. Scener, sekvenser og indstillinger får et ekstra længde-nøk - for tiden og rummet skal strækkes i Kelvins møde med alt- og intetheden. Det har Tarkovsky i dén grad forståelse for. Tarkovsky satte ikke sig selv i filmverdenen for den pure underholdnings skyld, og "Solaris" er endnu en mursten i instruktørens værk af kunstnerisk uforlignelige monumenter. 

Fuld fokus på mindste detalje

Lyddesignet spiller en central rolle for stemningerne hele filmen igennem. I velkendt Tarkovsky-elegance med fuld fokus på den mindste detalje og som oftest uden særlig meget anvendelse af underlægningsmusik. I hovedrollen som Kris Kelvin er Donatas Banionis en sammensmeltning med evig- og intethedens udtryksløse ubestemmelighed.