Hereafter (2010)

Det er en meget positiv bedrift af Clint Eastwood at lykkes med at sætte dette potentielt sødladne drama i scene stort set uden klæbrige aftryk. "Hereafter" beskæftiger sig nemlig med noget så flagrende og semi-religiøst som liv efter døden og meningen med livet før døden. Det kunne der meget vel være kommet et meget amerikansk suppekog ud af.

På tværs af generationer og verdenshave

Men Eastwood vil det anderledes, og hans præsentation af tre forskellige skæbners fællesnævner - en i USA, en i Frankrig og en i Storbritannien - flettes gnidningsfrit og samtidig bevægende sammen, ikke mindst som følge af en flot indlevelse i det svævende og konsistensløse tema på tværs af generationer og verdenshave.

Indsigtsfuld præstation

Matt Damon leverer en sjælden skøn og indsigtsfuld præatstion som amerikaneren George, der forsøger at lægge fortiden som "medie", dvs. en mand med synske evner, bag sig. Han er blevet træt af altid at skulle trækkes igennem de krævende sessioner, men fortiden bider sig fast i haserne på ham og er svær at slippe af med. 

Tæt på at miste livet

Den kendte franske tv-vært Marie Lelay har været meget tæt på at miste livet. Hun har måske været død et øjeblik og mener at kunne huske nogle grumsede oplevelser - hvilket hun går nysgerrigt ind i - og hermed frastøder en del af sine bekendte, og måske også karrieren.

En dreng i sorg

I Storbritannien er drengen Marcus i sorg, og han søger svar på sine store spørgsmål, men mødes ikke af den store forståelse blandt de voksne. Måske kan han få svar hos George, hvis bare de - sådan rent tilfældigt - kan mødes? Det er i korte rids filmens tre skæbner. Unge George McLarens sorgfyldte præstation er hårrejsende flot - og hans vej gennem følelsernes manege er dybt smertefuld.

Gnidningsfri sammenbinding

Fordi sammenbindingen af skæbne 1, 2 og 3 forløber så gnidningsfrit, oplever man ikke historierne som enkeltstående, men som del af en helhed. Samtidig har den tredelte handling en meget klar rød tråd, og sekvenserne med henholdsvis George, Marie og Marcus rummer fine afstikkere med nuancer, der står stærkt i Eastwoods velafmålte og gennemrolige iscenesættelse.

Enkle toner af Eastwood selv

Eastwood har endnu engang selv begået de enkle toner til filmens underlægning - hvor han i et af hovedtemaerne gør brug af et kendt tema fra Rachmaninovs 2. klaverkoncert. I fravalget af musik i de mest rørende scener undgås det sentimentale. En meget fin og stemningsfuld, dramatisk og rørende film, der på ingen måde bliver for "overjordisk" i sin behandling af efterlivs-spørgsmålet.