Clark (1977)

Ganske ferm spillefilms/dokumentar-dramatiseret gengivelse af bankrøveren Clark Olofssons storhedstid. Det var tv-dokumentaristen Poul Martinsen, der her kastede sig ud i et format lidt ud over det sædvanlige, bl.a. med dén begrundelse, at Clark-historien ville være for dyr at producere med tv-midler.

En smule krudtstøv

I dag er historien om Clark og hans bankrøvertendenser nok ikke ligefrem pis-i-kog-sættende. En smule krudtstøv og et par skumle typer virker nærmest komisk, sat op imod horderne af dokumentarer og spillefilm om seriemordere og det, der (næsten) er endnu værre.

Sund dramatisk tæft

Ikke desto mindre er Poul Martinsens tilgang til de virkelige begivenheder både æstetisk raffineret og med sund dramatisk tæft. Selvom filmen på mange måder slår sig op som en dramatiseret dokumentarfilm, må den først og fremmest betragtes som en spillefilm. Alle personer fra det virkelige liv spilles af skuespillere, og manuskriptet (ko-skrevet af Olofsson selv fra fængslet) lægger op til spændingskurver snarere end perspektiveringer på et livsforløb.

Skiftende sindsstemninger

Mats Norryd er meget overbevisende i rollen som Clark og rammer de skiftende sindsstemninger hos bankrøveren med fin indlevelse. I det hele taget er de actionmættede scener med både røverier, skudvekslinger og efterfølgende blodsprøjt præget af autoritet - fotograferet af en hel stribe senere meget etablerede filmfotografer.

Skinger underlægning

Gunner Møller Pedersens underlægningsmusik er ind imellem meget skinger - og spiller en central (og lidt for anmassende) rolle, ikke mindst i de "nervepirrende" slowmotion-gengivelser af selve røveriets anatomi.