Baby Driver (2017)

Ikke meget nyt under solen i et action-setup, der først og fremmest kan beskrives som ekstremt støjende. Det er historien om den duelige,  unge chauffør, der har fået navnet Baby - ganske enkelt fordi, han har et ualmindeligt drenget ansigt.

Chauffør for de hårde drenge

Baby er chauffør for de hårde, kriminelle drenge. Mens bankerne bliver røvet, venter han i sportsvognen udenfor. Og så går det ellers over stok og sten med ekstravagante håndbremsevendinger, seje accelerationer og outrerede manøvrer gennem smalle gyder.

I høj kurs

Baby er derfor i høj kurs, men hvor går grænsen, når manden bag det hele - Kevin Spaceys Doc - kommer med nye jobs? For der er også en ung dame, der har fanget Babys interesse. Snart er valget svært, og så har Baby oven i købet en "diagnose", der gør, at han konstant hører popmusik i sine hvide ørebøffer.

Musikalsk selvterapi

Sidstnævnte musikalske selvterapi for Baby udgør desværre en tilsvarende belemrende musikunderlægning på filmoplevelsen. Babys pop-tendenser bliver nemlig blæst ind over filmens handling, så der ikke er levnet meget stilhed til det egentlige.

Drenget charme

Masser af velkoreograferet (biljagts)action udgør filmens primære spændingskilde. Og så gør det heller ikke noget, at unge Ansel Elgort ganske smidigt og troværdigt udfylder den åleglatte titelrolle med masser af drenget charme.