The Mule (2018)

Clint Eastwoods første større rolle som skuespiller siden Gran Torino (2008) udfylder han med vanlig karisma og indlevelse. Og i egen iscenesættelse har legenden fuld kontrol over produktet "The Mule", der beskriver en narkokurérs op- og nedture - vel at mærke en 90-årig en af slagsen.

Narkokurér mod sit vidende

For narkokurér er lige netop, hvad Earl Stone bliver. I første gang mod sit vidende. Hans hus er gået på tvangsauktion, og han har rod i privatlivet (bl.a. fordi familien altid har haft anden prioritet igennem hans lange liv.) Derfor er det fristende at sige ja til en gruppe umiddelbart djærvt udseende mexicanere, der tilbyder Earl gode penge for bare at køre rundt på vejene med en simpel last. Da Earl hen ad vejen erfarer, hvad det egentlig er, han kører rundt med, er han alligevel for fristet af de lette penge til at stoppe, mens legen er god - med et par friske narkoagenter lige i hælene. 

Gubbe på afveje

"The Mule" vækker mindelser om Eastwoods A Perfect World (1993), i hvert fald når det kommer til symapti- og spændingsfordeling samt menneskejagt på kryds af USA. For er det ok at sympatisere med en gubbe, når han bevidst fragter kilovis af narko gennem landet? Selvfølgelig er det det - ligesom det var helt ok at være på Kevin Costners side i "A Perfect World".

Lineært og enkelt

Eastwood holder sig beundringsværdigt på måtten i sin iscenesættelse af "The Mule" - uden ret mange direkte fald ned i kliché-dybet, men samtidig meget lineært og enkelt. Det er forcen, der i nogen grad opvejer de lidt ærgerligt sukrede eller stereotypiserende elementer i historien: Fra familiekrise til lykkelig love you, banditterne, der surmuler, narkotoppen og dens storbarmede duller i g-strengs-outfit.

Tåbeligt spring i tid

Tåbeligst er dog, at vi ret tidligt i filmen - efter at være blevet præsenteret for Clint Eastwoods meget gamle og tydeligt nærved 90-årige Earl - klipper 17 år frem i tiden (!) - og senere, da Earl er æresgæst hos narkotoppen, at han skal mænge sig med ovenfor nævnte duller. Jaja, vi bærer over med meget i Eastwood-regi, men alligevel!

Velment og vellykket

Der er rigtig mange fine enkelsekvenser gennem filmen, og grundstemningen af velment og vellykket kriminaldrama holdes intakt. Ikke mindst på grund af Eastwoods herlige hovedrollepræstation. Originalmusikken af Arturo Sandoval er nok i den sovsede ende, men heldigvis ikke udbredt anvendt.