Ghosted (2011)

Craig Viveiros' klassisk kliché-mættede fængsels-drama "Ghosted" vinder på sit britiske udgangspunkt og overvejende troværdige frustrations- og magtbalance-beskrivelser. Men der er alligevel slagsider - særligt hen imod slutningen - der gør filmoplevelsen både ujævn og sine steder tåbelig.

Sårbar indsat

Da den unge Paul ankommer til et britisk fængsel, er den garvede indsatte Jack straks opmærksom på hans sårbarhed. Særligt da Paul begynder at hænge ud med afdelingens rå banan og selvbestaltede leder Clay. Det er den sikre vej til både voldtægt og mental udnyttelse, men måske kan Jack nå at redde Paul, før det hele er ødelagt, og han beder de ansatte om at få lov til at dele celle med Paul.

På grænsen til overspil

De bærende roller er lige på grænsen til overspil - det gælder især Martin Compstons Paul, men også John Lynch forfalder til det skingre i flere scener. Til gengæld er fængsels-scenografien og virkeligheden i tremmeverdenen overbevisende og kammer aldrig over i det vulgært overgjorte.

Grafisk vold

Craig Parkinson lykkes bedst i sit spil - i rollen som Clay, der starter som rå, iskold og beregnende, men senere må lære en fatal lektie. Underlægningsmusikken er ikke udtalt anvendt, men alligevel for sovsende, når den optræder. En del grafisk vold må påregnes, så "Ghosted" er ikke for de allersarteste sjæle.

Overraskende slutning

Filmens slutning skal fungere som den helt store overraskelse. Men desværre fremstår den i stedet som nærved ufrivilligt komisk og dybt utroværdigt. Her tager melodramaet og sensationen over, og det klæder bestemt ikke det rå setup.