Ta' Briller paa (1942)

Guderne skal vide, at det ikke er et manuskript af tyngde, der bærer denne Liva Weel-komedie frem. I det hele taget er filmen yderst letkøbte løjer, der dog vinder noget på små nuancer i portrættet af det kultursnobberi, som Weels fru Adda Ernst bliver udsat for - alt sammen fordi, hun nægter at tage briller på og derfor ikke selv ved, hvad hun havner i.

Filmstjerne uden at vide det

Så da hun er på vej til at udfolde sit talent som vise-sangfugl, havner hun i stedet i en bus på vej til filmoptagelser, hvor Asbjørn Andersens filminstruktør absolut ikke er tilfreds med hendes præstation: Den stakkels kone aner jo ikke, at hun er sat til højbords foran et kamera, for hun kan ikke se det!

Der flirtes igennem

Samtidig et andet sted i handlingen flirtes der igennem blandt de unge turtelduer - herunder den blot 18-årige debutant Birgitte Federspiel, der charmer sig ud over stepperne som fru Ernsts datter Birgit, og hun er blevet svært kær i Svend Asmussens violinslyngende Ebbe. Også sønnen, Preben Mahrts Hans, har dame på.

Nuttet omsorgsfuld Wilken

Mens fru Ernst er underlagt filmoptagelsernes jerngreb, er der trods alt én, der tager sig kærligt af hende. Det er statisten Blomberg, og her møder vi filmens dejligste præstation i Charles Wilkens nuttet omsorgsfulde detaljerigdom, komplet med ekstravagant påsyet(?) overskæg til filmlejligheden.

Blævrede sangnumre

Det er ikke de store virkemidler, Liva Weel gør brug af i hovedrollen, men trods den noget fesne standard-mimik og en lille håndfuld blævrede sangnumre skinner Weels charme og talent alligevel igennem. Det er med til at gøre "Ta' Briller paa" til en trods alt hæderlig krigstids-komedie, selvom inspirationen ind imellem synes helt og holdent ikke-tilstedeværende.