Mens Sagføreren sover (1945)
Fire dansk-amerikanere planlægger et kup af kronjuvelerne. På hotellet afventer de fire "gentlemen" utålmodigt deres chefs ordre til at rykke ud, men meget kommer i vejen.
(OVER)FRISK KRIMINALFARCE
Sprælsk - grænsende til det overgearede - kriminalfarce, der har succesparret fra 40'erne Beatrice Bonnesen og Gunnar Lauring i et par bærende roller som sagførerparret Jessen. Men det er fire dansk-amerikanere (under ledelse af Poul Reichhardts Charlie, der er i centrum af historien. De er vendt hjem til Danmark for at gennemføre århundredets kup - de vil stjæle kronjuvelerne fra Rosenborg!
Fis, ballade og forviklings-sidespring
Der opstår ret hurtigt alt for meget fis, ballade og forviklings-sidespring i Johan Jacobsens iscenesættelse. Nok er det meste af komedien præget af instruktørens dygtige timing og sans for genrer, men hér er vi altså ret hurtigt ude på et overdrev, der i mange scener tangerer det lidt mere beskedne gennemsnitsniveau for 40'ernes danske lystspil.
Urkomisk
Dansk-amerikaner-idéen med gebrokkent-snakkende Poul Reicchardt, Freddy Albeck, Gunnar Lemvigh og Per Gundmann er mest af alt urkomisk, hvilket sikkert også er meningen. Men det er bare ikke særlig elegant effektueret, og de fire starutter befinder sig ikke rigtig komfortabelt, udstyret med guns - selvom Reichhardt er meget skydegal og gerne fyrer et projektiler af mod sagesløse objekter, når han lige keder sig lidt.
Kører på pumperne
Partnerskabet Lauring/Bonnesen kører også noget på pumperne, sikkert på baggrund af det hektiske manuskript og et generelt ønske om at afvikle i en lynende hast. Afgjort bedst på rollelisten er Sam Besekow, der dukker op som den lyssky og ordknappe, kinesiske bodyguard Takituki. Så betyder det mindre, at han i de fleste scener er sat over for en plat-snakkende Chr. Arhoff (der til gengæld er sjov, da han som et stunt for at undgå bagmænd pludselig er maskeret trapez-kunstner i et cirkus.)
En klods om benet
"Mens Sagføreren sover", der havde premiere umiddelbart efter befrielsen i 1945, rummer afgjort mange enkelte scener af sprød komisk kvalitet, men det er som om, den kriminelle element mere end noget andet bliver en klods om benet på hele herligheden. De mange optrin er ofte ledsaget af Kai Møllers friske musik.
Anmeldt i 2019 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1945, Danmark, Komedie, Drama, Krimi, 80 min.
Dansk titel: Mens Sagføreren sover- Gunnar Lauring (Erik Jessen)
- Beatrice Bonnesen (Else Jessen)
- Christian Arhoff (Magnus Stripp)
- Elith Pio (Robert Jensen)
- Poul Reichhardt (Charlie)
- Gerda Neumann (Lilian Berner)
- Sam Besekow (Takituki)
- Freddy Albeck (Joe)
- Gunnar Lemvigh (Mike)
- Valdemar Skjerning (Mr. Jorgensen)
- Per Gundmann (Sam)
- Knud Heglund (Tardini)
- Per Buckhøj (Betjent)
- Karl Jørgensen (Kriminalassistent Rønne)
- Edouard Mielche (Kriminalassistent)
- Povl Wøldike (Hoteldirektør)
- Hans-Henrik Krause (Cirkustjener)
- Lily Broberg (Hotelreceptionist)
- Carl Johan Hviid (Taxachauffør)
- Karl Goos (Telefonmontør)
- Grete Fallesen (Frk. Hansen)
- Minna Jørgensen (Lula)
- Einar Reim (Guide på Rosenborg)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation