Shampoo (1975)

Delikat, velspillet, grænsesøgende og samtidig beundringsværdigt balanceret drama-komedie, der for alvor satte skub i Warren Beattys filmkarriere. Det var da også Beatty selv, der pressede på for at få sat sit eget underfundige og finurlige manuskript i bevægelse (filmen blev skrevet sammen med Robert Towne). Herudover producerede Beatty selv filmen - og spillede den helt centrale hovedrolle som frisøren George.

Klipper og knepper

Filmen følger en dag i Georges liv i det herrens år 1968 - blandt  det absolut bedre borgerskab i Beverly Hills. Ud over at klippe lækre kvinder på samlebånd, knepper han dem også. Det er en sidebonus, som han forsøger at holde hemmeligt de mange elskerinder imellem. Men da han samtidig kæmper ihærdigt for at få finansieret sin egen frisørsalon - bl.a. ved at bejle til en elskerindes rige mand - skal problemerne snart tårne sig op.

Bittersødme

"Shampoo" er i virkeligheden langt mindre farce, end meget af markedsføringen slog den op på. Historien er præget af en bittersødme, der gør mødet med George og hans mange kvinder nuanceret - samtidig med, at humoren sætter farve på den ofte absurde navigation, som frisøren forsøger at fægte sig igennem i sit hektiske liv.

Herlig indlevelse

Her er det værd at nævne, at alle de centrale roller er spillet med en herlig indlevelse i det skæve filmunivers - en type univers, som instruktøren Hal Ashby i dén grad var garant for igennem 1970'erne med herlige titler som Harold and Maude (1971), The Last Detail (1973) og Being There (1979).

Virvar af seksuelle tilbud

Beatty er sej og lige på grænsen til underspil som den ombejlede George, der glemmer sig selv mellem sit virvar af seksuelle tilbud. Lee Grandt, der vandt en Oscar for sin birollepræstation som Felicia, er den mest udskejende blandt kvinderne, emmende af (seksuel) frustration og hele tiden på grænsen af følelsesmæssigt eller liderligt udbrud.

Kast rundt i manegen

Mest sødme og nuance finder vi hos Goldie Hawn, der som den eneste udtrykker reel smerte ved at blive kastet rundt i Georges manege. Men også Jack Warden er vidunderlig som den aldrende ægtemand, der må forsøge at finde sig selv igen - med en omflakkende kvinde ved sin side.

Sofistikeret tidsbillede

I det sofistikerede og detaljemættede tidsbillede indrammes sen-60'erne nærved til perfektion, og så hjælper det filmen meget på vej, at Paul Simons originalmusik stort set er fraværende. Så når den endelig dukker op med små og søde nynne-melodier, er det overhovedet ikke som kvælertagsfaktor.